DM Rally   23/04/15

Ib Kragh: ”Jeg er fortrøstningsfuld”
På lørdag bliver det alvor for Ib Kragh og hans co-driver Mie Petersen. I det sønderjyske starter kampen om Danmarksmesterskabet i rally, og så skal makkerparret for første gang i konkurrence mod deres danske modstandere i den splinternye Citroën DS3 R5, de har fået til denne sæson.

”Det er en bil, jeg nok skal blive glad for og som jeg også kommer til at køre hurtigt i, men jeg skal lige lære den rigtigt at kende,” siger Ib Kragh.

I sidste weekend kørte han for første gang bilen i høj fart i forbindelse med et tysk rally, der var udset som en decideret test.

”Citroënen oplevede jeg som anderledes end min Peugeot, nok også fordi det er seks måneder siden, at jeg sidst har siddet i en rallybil. Citroënen har en turbomotor, og det skulle jeg vænne mig til,” fortæller Ib Kragh, som bevidst ikke gennemførte alle hastighedsprøver i løbet. ”Vi startede i løbet for at finde ud af, hvordan bilen fungerer. Den bremser rigtig godt, men der var også nogle småting, som vi fandt ud af, at vi skulle arbejde lidt på. Derfor har vi været i gang med at ændre på indstillingerne inden weekendens løb.”

Årets DM-sæson starter med et forholdsvis kompakt løb mellem Haderslev og Aabenraa, hvor der er tre hastighedsprøver, som skal gennemkøres to gange.

”Jeg er meget fortrøstningsfuld med hensyn til det kommende løb,” siger Ib Kragh. ”Det var rart at kunne tage til Tyskland, få testet bilen og arbejde med bl.a. støddæmperne, inden det for alvor går løs. Men det er en fed rallybil, jeg har fået.”

IK Rally Racing


Læs mere om:
  • Ib Kragh
  • Aabenraa
  • 25/04/15 - Aabenraa - DM Rally

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk