ELMS   21/10/14

Danske Ferrari-kørere fik champagne
i europæisk Le Mans-mesterskab
Det lignede et hurtigt exit, men efter en afkørsel tidligt i løbet kæmpede Jan Magnussen, Mikkel Mac og Johnny Laursen sig tilbage til en imponerende andenplads i finalen i European Le Mans Series. Sluttede på en flot andenplads i mesterskabet.

Seks minutter var der gået af finalen i European Le Mans Serie, da Johnny Laursen blev presset af banen og sad fast i gruset, mens alle konkurrenterne drønede forbi. Den røde Ferrari 458 GT3 kom dog tilbage på banen igen, og de danske Formula Racing-kørere leverede herefter sæsonens mest imponerende indsats, som resulterede i en andenplads i både løbet og mesterskabet.


(Foto: Tom Loomes)

- Det var bare møgærgerligt med den afkørsel, for alt andet spillede til vores fordel i det her løb, lød det fra en champagnevædet Jan Magnussen.

Johnny Laursens afkørsel skete kort efter starten, hvor danskeren ellers var flyvende og havde overhalet en McLaren, men kort herefter måtte undvige en forankørende Porsche, som bremsede tidligere end forventet.

Den røde Ferrari landede et godt stykke ude i gruset, men på mirakuløs vis lykkedes det danskeren at få den uskadte bil tilbage på asfalten igen, dog halvanden omgang bagefter den førende i GTC-feltet.

Nederlaget synes imidlertid at tænde en gnist i de tre Formula Racing-kørere, for Johnny Laursen var hurtigt tilbage på de gode omgangstider, og efter to suveræne stints fra Mikkel Mac, kunne Jan Magnussen overtage Ferrari 458 #60 på en femteplads.

- Jeg havde kontakt med en prototype på et tidspunkt, men ellers kørte jeg et stint uden problemer. Vi havde ramt et suverænt setup med bilen, og det var tydeligt, at vi kunne køre stærkere end vores konkurrenter, lød det fra Jan Magnussen.

Magnussen kunne aflevere bilen på en tredjeplads, og Mikkel Mac udnyttede herefter løbets resterende tre kvarter til at kæmpe sig op på den andenplads, som ellers så umulig ud til at begynde med.

- Vi skulle have vundet det løb, det er der ingen tvivl om, lød det fra Mikkel Mac.

- Til gengæld fik vi virkelig demonstreret, hvad vi kan, og det var fedt at cruise op gennem feltet og tage den ene plads efter den anden. Jeg var bange for, at jeg ville tabe tid, når dækkene begyndte at give op, men det var ikke tilfældet. Bilen var virkelig god.


(Foto: Tom Loomes)

Også fra baglandets side var der stor tilfredshed med danskernes præstation, selvom drømmen om mesterskabet ikke blev opfyldt i denne omgang.

- Det har været en vild sæson. Jeg er virkelig stolt af teamet, som leverede varen i finalen takket være rå speed, men også grundet fantastisk arbejde af drengene i pitten, udtalte direktør hos Formula Automobile, Jesper Schak Andersen.

- Vi drømte om en sejr, men vi vidste godt, at der skulle mere end en finalesejr til for at tage mesterskabet, lød det samtidig fra teamchef Allan Jørgensen.

En mesterskabssejr krævede nemlig også, at rivalerne fra det russiske SMP-team sluttede syver eller dårligere, og eftersom de kom ind på en tredjeplads lige efter danskerne, var mesterskabet røget, uanset hvordan danskerne havde sluttet.

- I stedet er vi glade og stolte over vores resultat, både i dag og over hele sæsonen. Det har været vores debut i European Le Mans Series, og selvom vi havde sat næsen op efter et mesterskab, er det over al forventning at slutte på en andenplads i så benhård en serie, forklarer Allan Jørgensen.

- Vi har læt utrolig meget og har for alvor fået blod på tanden i forhold til vores mål, som fortsat er at stille op i 24-timers Le Mans.

Formula Racing

Nikolaj Karlshøj


Læs mere om:
  • Jan Magnussen
  • Johnny Laursen
  • Mikkel Mac
  • Formula Racing
  • Estoril
  • 19/10/14 - Estoril - ELMS

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk