Formel Ford - DK   26/09/14

RS Competition i slutspurt før mesterskabsafslutning
I weekenden den 13. og 14. september gæstede RS Competition for anden gang i år Padborg Park, hvor andensidste afdeling af det danske Formel Ford mesterskab blev afviklet. En bane, hvor teamet i år særligt har gjort sig bemærket med hurtige omgangstider og sejre til begge kørere. Forventningerne var derfor høje, men det viste sig imidlertid, at en anden kører skulle overraske hele feltet.

Ved lørdagens frie træning leverede Jan Jønck hurtigste omgangstid, mens Mathias Kristensen var at finde på fjerdepladsen. Tidtagningen resulterede i en 2. og 3. plads, denne gang med Mathias forrest, og med tider, der matchede teamets hurtigste omgangstider kørt ved testdagene i foråret. Pole sætteren, Frederik Schandorff, brilierede med at være hele fem tiendedele hurtigere end Mathias på andenpladsen.


(Foto: RS Competition)

Løbets første heat gav en andenplads til Mathias og en tredjeplads til Jan. Frederik var meget hurtig fra start, og Mathias måtte efter nogle omgange opgive at hente ham, og han indledte i stedet en kamp med sin teamkammerat om andenpladsen. De to teamkollegaer udkæmpede en flot duel og præsterede samtidige at køre heatets hurtigste omgangstider, hvilket gav dem startplaceringer i første række til andet heat.

Til søndagens sidste to heat var det slut med det flotte solskinsvejr, og noget anderledes forhold gjorde sig gældende. Men den silende regn skræmte ikke RS chaufførerne, der flere gange i år har vist sig at være rigtig stærke i det glatte føre. Teamet var håbefulde over for muligheden for at generobre sejren fra Schandorff, men blev imidlertid igen overrasket, da Schandorff heller ikke på den glatte bane var til at slå. Resultaterne af de sidste to heats blev igen to anden- og tredjepladser, og med kun én enkelt afdeling tilbage og Schandorffs pointforspring bliver det svært for teamet at nå Danmarksmesterskabet.

RS Competition kan nu kigge frem mod sidste afdeling i kampen om mesterskabet, som afholdes på Ring Knutstorp, Sverige i sidste september weekend. Her er der ingen tvivl om, at teamet for alvor vil sætte slutspurten ind i kampen om de sidste point og stræbe efter at afslutte sæsonen med en sejr.

RS Competition
Jannie Johansen


Læs mere om:
  • Padborg Park
  • 14/09/14 - Padborg Park - Formel Ford - DK

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk