Special Saloon   07/09/14

Vikingeslaget på Jyllandsringen
Jeg skulle naturligvis køre løbene til Grand Prix Danmark på FDM Jyllandsringen, men der lå lige en stor opgave, som skulle løses først: Udgravning af motorrummet på Porschen. Efter turen i sandkassen under skybruddet på Ring Djursland stod jeg med et motorrum, som var så pakket med sand, at hjuleme kun med besvær kunne freje rundt.

Bevæbnet med graveske, mejsel og børster følte jeg mig mandag morgen lidt som en arkæolog, men torsdag aften efter udgravning af 2-300 kilo sand var jeg glad, fordi der ikke var nogen skader, og mørbanket af fire dages gravearbejde.

På Jyllandsringen var en hel horde af nordmænd med et arsenal af giftige prototyper, Callaway Corvetter, Ferrari 458 Competizione, Dodge Viper med 10-cylindret motor på 8 liter samt en stribe andre hurtige biler ankommet for at vise, hvem der sad for bordenden. Set ud fra deres grej, så var det nok dem, men vi skulle da køre om det først.


(Foto: Gripping Media ApS)

Til Grand Prix’et har vi altid træning og tidtagning om fredagen, og med tørvejr var det spændende om det ’nye’ setup også virkede her. Ivan proklamerede højt, at jeg havde haft forbud mod at ændre noget – fakta er, at jeg nok hverken havde haft tid til det og heller ikke rigtig lyst, for det havde jo virket rigtig godt på Djursland. Og det virkede! Min hurtigste tid nogensinde på Jyllandsringen kun 78/1000 over 1.10 og kun1/10 sekund efter Christian Siepmann, som også havde kørt sin hurtigste tid. Han var målet for weekenden, men det nedslående var en generel tiendeplads. I danskerklassen var rækkefølgen ’Skoledrengen’ Mikkel, Siepmann og mig.

Da vi gjorde klar til første heat, var regnen i anmarch, så vi lavede et ’spin set-up’, der virkede Ok på papiret. Jeg skulle starte fra inderbanen i femte række, også kaldet øretævernes holdeplads, og planlægge noget til starten fra den position, kan man godt glemme. Man kan forestille sig nogle forskellige scenarier, og det gjorde jeg, mens jeg sad i bilen og mentalt forberedte mig, men beslutningerne – de skal tages i et splitsekund, når lysene slukkes og feltet begynder at bevæge sig. Og minsandten om ikke hele flokken placerede sig, som jeg lige havde drømt om. Fuld fart frem og den lange vej rundt i sving 1 på ydersiden og forbi fem konkurrenter og ind bag Mikkel. Af en skoledreng at være, så gør han det altså godt. Vi kæmpede længe og fair, og jeg måtte opgive at komme forbi ham med fair kørsel, så den vandt han. En femteplads generelt, toer i danskerklassen og Siepmann bagved var resultatet og faktisk slet ikke så ringe.


(Foto: Gripping Media ApS)

Til andet heat så det ud til at det fine vejr ville holde, så vi kunne få prøvet set-up nummer et under løb. Min startplads var som nummer elleve, da placeringen bliver afgjort af tiderne fra første heat. Det har aldrig været min stærke side at køre kanontider, men holde gode, hurtige og konstante omgangstider – det kan jeg. Alligevel lykkedes det igen at hente fem pladser i starten. Der landede jeg i en gevaldig dyst med Viper-monstret med en nordmand bag rattet. Han var en barsk gut, men alligevel fair. Vi vogtede indædt på hinanden, og så smuttede Siepmann forbi os i den klassiske situation, hvor vores fokus var præget af tunnelsyn. Flot set og udnyttet af ham. Jeg havde overkørt mine dæk under de mange angreb på nordmanden og grebet var begyndt at forsvinde, så jeg måtte ændre taktik fra brutalt angreb til listig taktik. Det lykkedes uden skader, bortset fra en skæv bagfælg, der var resultatet af en backmarker, som hverken havde set det blå flag eller os komme buldrende. I danskerklassen blev det Siepmann, mig selv og Mikkel på tredjepladsen.


(Foto: Gripping Media ApS)

Sidste heat skulle efter metrologerne afvikles i sol og tørvejr, så det gjorde vi bilen klar til. En time inden starten kom en gevaldig byge ind over banen, og nu skulle vi beslutte om den stoppede tidsnok til at banen kunne nå at tørre op eller vi skulle ændre opsætning. Et kvarter inden start stod vi med halvt tørvejr- og halvt regnvejrssetup, regnen stoppede, men banen var stadig våd. Vi besluttede at sætte regnvejrsdæk på og så køre med det blandede setup. Det var ikke optimalt – Porschen var særdeles giftig at få til at holde kursen, men sådan er racing også. Det var den sædvanlige dårlige startplacering som tier, og taktikken måtte derfor igen være den hurtige start. Det lykkedes også denne gang, og jeg kom i clinch med Siepmann. Ved indbremsningen til sving et for enden af langsiden, kom jeg på indersiden af ham, gav ham plads på ydersiden, men i sving to kopierede han Massa og skar lige ind foran mig. Jeg var nødt til bakke af for at undgå et større uheld og slap med et ødelagt hjørne på fronten af bilen. John Nielsen ville have sagt ”That’s racing”, og det er det vel også, men det er næppe makeup-spejle, han har på siden af bilen! Siepmann vandt danskerklassen, jeg var lige efter og foran Mikkel. Generelt blev vi 4,5 og 7.

Det var en vellykket weekend og det er lige før jeg begynder at synes om Jyllandsringen, da Porschen tilsyneladende også er bedre der.

Næste løb bliver på Rudskogen i Norge, så når vi kommer derop, fortsætter vikingeslaget.

Jørgen Hansen

Gripping Media ApS


Læs mere om:
  • Jyllandsringen
  • 31/08/14 - Jyllandsringen - Special Saloon

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk