Formel Ford - DK   26/08/14

Dominans og drillerier på Ring Djursland
Med kun tre afdelinger tilbage af det danske Formel Ford mesterskab, begynder det nu for alvor at spidse til i kampen om medaljerne. Årets femte afdeling blev kørt på Ring Djursland i weekenden den 16. og 17. september, og det blev til en weekend med både succes og drillerier på én og samme tid.

Det er anden gang i år, at RS Competition besøger den meget svære og kuperede bane, men denne gang gav det danske sensommervejr store udfordringer til teamet og dets to rookies, Mathias Kristensen og Jan Jønck.


(Foto: RS Competition)

En meget spændende og tæt tidtagning blev starten på et løb med tætte dueller og flere vinderkandidater. Jan Jønck trak det længste strå og kunne se frem til at starte weekendens første heat fra Pole Position.
I motorsport er der ofte flere ting, der kan gå galt, end ting, der kan gå godt. Det måtte Mathias Kristensen sande, da han i det meste af tidtagningen holdt strandet i pitten med en racer, der grundet et ukendt elektronisk problem, ikke ville starte. Mekanikere såvel som hjælpere arbejdede på højtryk, og det lykkedes dem til sidst at få bilen i gang. Mathias nåede med nød at næppe at få et par omgange i den vigtige kamp om startplaceringerne og kunne starte første heat fra fjerdepladsen.

Første heat blev et løb lige efter bogen. Jan Jønck tog sig af sejren og førte fra start til slut. Mathias avancerede ligeså, og kørte sig til andenpladsen og sørgede dermed for en stærk RS dominans blandt de tolv Formel Ford racere. Næste heat skulle køres om søndagen, hvor vejrguderne begyndte at blande sig. En let våd bane dannede rammen om weekendens andet heat, hvor RS chaufførerne endnu engang leverede upåklagelig kørsel. Jønck tog sig endnu en sejr, mens Mathias måtte overgive andenpladsen til Frederik Schandorff, der kom stærkt tilbage efter ikke at være kommet til start til første heat. Løbets sidste heat blev igen kørt i regnvejr, som tog til i styrke. For begge kørere startede det godt, men glæden varede desværre kort. For Jønck sluttede det brat, da han gled af banen og begravede bilen for dybt til at kunne køre på banen igen. Mathias måtte også en tur af banen, men kunne starte igen og køre heatet færdigt på en 9. plads.

I det samlede mesterskab blev der ikke ændret meget på afstanden fra Jønck på andenpladsen til den førende Frederik Schandorff. De måtte begge udgå i et heat, og pointafstanden mellem dem ændrede sig derfor ikke drastisk. Mathias placerer sig på en samlet fjerdeplads, men har stadig god mulighed for at bevæge sig ind i top 3.
Teamet kan nu se frem til næste afdeling på Padborg Park, som løber af stablen den 13. og 14. september.

RS Competition
Jannie Johansen


Læs mere om:
  • Ring Djursland
  • 17/08/14 - Ring Djursland - Formel Ford - DK

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk