SportsCar Championship   22/08/14

Jan Magnussen har vundet for 150. gang
Jan Magnussen har nu vundet 150 sejre siden sin første sæson i en racerbil i 1992 — jagter næste triumf i USA denne weekend.

Når Jan Magnussen i denne weekend sætter sig bag rattet i sin Corvette C7.R på Virginia International Raceway, er det med forhåbning om at krydse endnu en triumf af på CV'et, som med sejren på Ring Djursland i søndags nu tæller imponerende 150 sejre.


(Foto: Jan Magnussen Racing)

— Jeg kan naturligvis ikke lade være med at være lidt stolt, når jeg ser det tal. Det bliver sjovt at se, hvad tallet er, den dag karrieren stopper, lyder det fra Jan Magnussen.

Det sker nu ikke lige foreløbig. Siden racerkøreren i 1999 byttede en Formel 1-karriere ud med en indsats i amerikansk langdistanceracing – først for Panoz Motorsports og siden for Corvette Racing i GT-klassen – har kalenderen været proppet, for trods en fast kontrakt, har Jan Magnussen altid været på jagt efter flere jobs.

Den travleste sæson har ifølge websitet Driver Database (www.driverdb.com), indtil videre været 2007, hvor Jan Magnussen nåede at køre hele 44 løb fordelt på henholdsivs den amerikanske Le Mans-serie, Grand Am-serien, Danish Touringcar Championship samt 24-timers Le Mans.

Den mest sejrsrige sæson var 2008, som udløste hele 17 sejre ud af 39 forsøg, mens Formel 3-sæsonen i 1994 med 14 sejre ud af 20 mulige stadig tager rekorden målt på vinderrate.

Databasen, som altså opsummerer Jan Magnussens bedrifter i en racerbil siden 1992, oplyser, at danskeren indtil videre har deltaget i hele 576 løb, hvoraf mere end en fjerdedel altså er endt med sejr. Tæt på halvdelen (45,7 %) af forsøgene er endt med en podieplads, og 102 gange har Jan Magnussens gjort sig fortjent til pole position.

— Jeg elsker at køre race, og jeg har altid stræbet efter en fyldt kalender. Min faste kontrakt med Corvette Racing giver mig automatisk en masse løb i USA og ikke mindst 24-timers Le Mans, som er årets højdepunkt, men derudover har jeg altid søgt ekstra udfordringer, både i Europa, USA og Australien.

Jan Magnussens vedholdenhed har betydet deltagelser i alt fra NASCAR til 24-timersløb i Mellemøsten, og alene i år dyster racerkøreren i både den amerikanske TUDOR-serie, den europæiske Le Mans-serie og den danske DTC-serie. Indtil videre er 23 af sæsonens i alt 36 løb afviklet, hvoraf 11 har udløst en sejr. Karrierens 150. sejr blev i øvrigt opnået i DTC-løbet på Ring Djursland i sidste weekend.


(Foto: Jan Magnussen Racing)

Næste opgave kommer i denne weekend, hvor Jan Magnussen og Antonio Garcia skal kæmpe om sæsonens femte sejr i TUDOR United SportsCar Championship på Virginia International Raceway. For første gang afvikles løbet uden deltagelse af prototyper, hvilket giver mulighed for sæsonens eneste overall win.

— Det er en meget teknisk, og samtidig meget hurtig racerbane, hvor Corvetterne altid har klaret sig ret godt, lyder det fra Jan Magnussen.

Jan Magnussen og Antonio markerede sig tidligere på sæsonen ved at tage hele fire løbssejre i træk, og selvom de seneste to afdelinger ikke har udløst samme fine resultater som de foregående, fører Corvette-duoen stadig kørernes mesterskab i GTLM-klassen.

— Efter de officielle BOP'er (Balance of Performance-opdateringer, red.) som skal udjævne styrkeforholdet i klassen, har vi ikke længere det overskud, vi havde tidligere. Nogle teams har fået lov at udvikle bilerne, andre er blevet straffet med eksempelvis ekstra vægt, forklarer Jan Magnussen.

— For vores vedkommende gælder det om at være godt forberedte, undgå problemer og så ellers lave nogle effektive pitstops. På dét område har Corvette Racing altid været utrolig stærke.


(Foto: Jan Magnussen Racing)

Jan Magnussen Racing


Læs mere om:
  • Virginia International Raceway
  • 24/08/14 - Virginia International Raceway - SportsCar Championship

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde