Special Saloon   20/08/14

Martin Vedel Mortensen forsvarede føring trods mindre god weekend
Den unge fynske racerkører fra DK MOTORSPORT havde store udfordringer i regnen på Ring Djursland
Det var en udfordring uden lige, som DK MOTORSPORTs unge racerkører Martin Vedel Mortensen var udsat for, da han stillede til start i den seneste afdeling af Special Saloon Car-mesterskabet. Regnvejret på Ring Djursland blev så kraftigt, at arrangørerne så sig nødsaget til at stoppe programmet før tid.

”Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Efter halvanden omgang kunne jeg ikke se noget og måtte lige pludselig stoppe midt på banen, for jeg kunne ikke se, hvor jeg var,” fortæller Martin Vedel Mortensen. ”Jeg måtte simpelthen åbne døren og kikke den vej ud for at se, hvor jeg var, så jeg kunne parkere racerbilen i sikkerhed inde på græsset.”


Da banen var tør, kunne Martin Vedel Mortensen score endnu en klassesejr
(Foto: DK Motorsport)

Nogle få minutter senere tog arrangørerne konsekvensen af den dårlige sigtbarhed og den glatte bane og valgte at annullere løbet. DK MOTORSPORT kunne dermed se tilbage på en weekend med en god lørdag og en mindre god søndag.

”Lørdag gik rigtig godt. Jeg var hurtigst i træningen og tidtagningen, og så vandt jeg min klasse i det første løb,” fortæller Martin Vedel Mortensen, der ikke kunne fremvise samme resultater efter det enlige løb søndag, som blev gennemført.

”Banen var våd, og vi havde satset på, at den ville tørre op, så derfor startede vi på slicks med en god tøjvejrsopsætning, men jeg havde alt for meget overstyring, og så begyndte det at regne lidt mere. Min opsætning passede bare ikke til banen.”

Martin Vedel Mortensen kunne ikke følge konkurrenterne, og for en gangs skyld måtte han nøjes med en placering helt bagest i feltet.

”Til trods for, at det ikke var den bedste weekend, så tabte jeg kun et point til min nærmeste konkurrent i klassen, så helt skidt var det ikke,” siger køreren fra DK MOTORSPORT.

DK MOTORSPORT
Per Johansen


Læs mere om:
  • Ring Djursland
  • 17/08/14 - Ring Djursland - Special Saloon

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde