ALMS   13/10/02

Tom Kristensen vinder ALMS
American Le Mans SeriesDen danske racerkører Tom Kristensen sikrede sig søndag morgen dansk tid den samlede sejr i et af verdens mest prestigefyldte mesterskaber for racersportsvogne, American Le Mans (ALMS).

Det skete med en overbevisende sejr i seriens sidste afdeling, Petit Le Mans på Road Atlanta i Georgia, USA, sammen med holdkammeraten hos Audi, Rinaldo Capello (I).

Sammenholdt med Tom Kristensens fjerde Le Mans sejr tidligere på året gør det 2003 til den danske verdensstjernes hidtil bedste sæson, og han er nu ubestridt verdens bedste sportsvognskører.

Tom Kristensens succes markerer endnu en fantastisk sæson for dansk bilsport, og med navne som Nicolas Kiesa og Ronnie Bremer på vej frem ser fremtiden lys og lovende ud.

Tom Kristensen indledte sin internationale karriere ved at vinde det tyske Formel 3 mesterskab i 1993, før han rejste til Japan og gentog bedriften i det internationale japanske Formel 3 mesterskab året efter. Herefter blev det til adskillige sæsoner i fjernøsten, med succes i Formula Nippon og GT-klassen, før danskeren vendte tilbage til Europa i 1997. Her blev det til yderligere sejre i Formel 3000, det tyske standardvognsmesterskab samt, ikke mindst, en sensationel Le Mans sejr for Jöest Porsche i 1997.

I årene 2000, 2001 og 2002 sikrede Tom Kristensen sig et hattrick af Le Mans sejre for Audi, der bringer ham i samme klasse som legenderne Jacky Ickx og Derek Bell.

Se også www.tomkristensen.com

DASU


Læs mere om:
  • Tom Kristensen

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde