DM Rally   22/06/14

Max Christensen manglede motorkraft
Det nordjyske rally-es ikke tilfreds med næstbedst i Gruppe N
De fleste ville formentlig være glade for at blive nummer fem i et stort rally, kun overgået af to Super 2000-biler, en Gruppe A-bil og en enkelt Gruppe N-bil. Men ikke 2008-danmarksmesteren i rally, Max Christensen fra Svenstrup.

I sin Subaru Impreza WRX blev han sammen med codriver Preben Jensen nummer fem i weekendens løb til danmarksmesterskabet, Peugeot Rally på Vestsjælland, men blot nummer to blandt Gruppe N-bilerne

"Det er gået fornuftigt, men vi manglede nok lidt acceleration op til topfarten på de 200 km i timen. Det plejer ellers at være vores fordel på lige præcis de allerhurtigste prøver. Ellers lavede vi blot et par småfejl undervejs, men alt i alt kunne jeg ikke have kørt meget stærkere," konstaterede en nøgtern Max Christensen ved målet i Slagelse.


11 timers hårdt rally er slut – og Max Christensen (th.) og Preben Jensen er ikke tilfredse med kun at være næstbedst i Gruppe N.
(Foto: Michael Eisenberg, Intercom)

Som næstbedst i Gruppe N måtte han se sig slået af den regerende mester Tim Svanholt i Mitsubishi. Og netop det interne Gruppe N-opgør vejer tungt, når de øvrige mesterskabskonkurrenter deltager med de noget hurtigere Super 2000-biler.

Heller ikke codriver Preben Jensen var glad:

"Det er ikke helt tilfredsstillende, for vi skulle gerne have været en placering længere oppe i Gruppe N. Jeg synes ikke, vi kan køre stærkere, så der mangler noget power i forhold til Gruppe N-konkurrenterne. Ellers fungerede det hele fint under løbet, men vi mangler klart nok noget topfart," kommenterede Preben Jensen.


Max Christensen og Preben Jensen kaster deres Subaru Impreza WRX gennem et snævert sving i landsbyen Snekkerup med masser af morgenduelige vestsjællændere som tilskuere.
(Foto: Michael Eisenberg, Intercom)

På teamets interne mini-debriefing umiddelbart efter rallyet blev det derfor besluttet at sende computerloggen, det vil sige alle bilens data fra hele løbet, op til den finske tidligere verdensmester i rally, Tommi Mäkinen, som har leveret det meste af Subaruens hard- og software.


Max Christensen vrider sin Subaru gennem en chikane på en vestsjællandsk landevej ved landsbyen Kelstrup. Men på de lange lige stykker manglede han topfart til helt at kunne følge med de hurtigste.
(Foto: Michael Eisenberg, Intercom)

"Vi har en lang sommerferie, inden femte afdeling af mesterskabet, så vi kan lige så godt få gået alt efter, for at sikre, at bilen er så konkurrencedygtig som muligt til næste løb," vurderede Max Christensen.

Næste løb til danmarksmesterskabet i rally køres 5.-6. september på landevejene omkring Odder syd for Aarhus.


Michael Eisenberg


Læs mere om:
  • Max Christensen
  • Slagelse
  • 21/06/14 - Slagelse - DM Rally

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk