DM Rally   18/06/14

Suzuki Motorsport er klar til DM-rally på hjemmebane
Det bliver så godt som på hjemmebane, at Suzuki Motorsport den 20.-21. juni stiller til start i årets fjerde afdeling af Danmarksmesterskabet i rally. Peugeot Rally – som løbet hedder – får nemlig base i Slagelse, og der skal køres hastighedsprøver på det meste af Vestsjælland, heriblandt tæt på Sorø, hvor teamet har base.

Suzuki Motorsports to mandskaber – Kenneth Madsen/Henrik Dernoff (Dianalund/Ringsted) og Kasper Nyman/Dan Johannsen (Vejen/Vejen) – har begge føringer i deres respektive DM-divisioner, som de skal forsvare, men derudover har teamet også tilmeldt en tredje bil. Den køres af Anders Lysen/Morten Olsen (Sorø/Sorø).

”Det er jo på hjemmebane, og så vil jeg gerne være med,” siger Anders Lysen, der i pinsen varmede op ved at deltage i et Yokohama Rallysprint i Rønnede, hvor det blev til en andenplads.


Det er næsten på hjemmebane, at Kenneth Madsen og Henrik Dernoff starter i weekenden

”Det er aldrig nogen skam at tabe til nogen, der er hurtigere. Det var en herredyst, Jonas Damgaard og jeg havde, men når man ikke havde den rigtige opsætning fra start og fik tærsk med 12 sekunder, så er det svært at vinde. Men senere fik jeg kørt mig ind og blev kun slået med to sekunder. Men nu er jeg i hvert fald varmet op forud for det kommende DM-løb.”

Det er teamets to faste mandskaber også. Kenneth Madsen/Henrik Dernoff håber udover en ny divisionssejr også på et kunne klare sig godt generelt.

”Jeg regner med at kunne køre højere op generelt, end jeg plejer at gøre, når nu det er på hjemmebane. Det kører vi efter,” siger Kenneth Madsen, der ikke vil sætte en præcis placering på sin målsætning. ”Der kommer flere til start end normalt, heriblandt den tysker, som var med i sidste DM, så det er lidt svært at sætte en placering på. Men vi skal op og drille firhjulstrækkerne igen, ligesom vi gjorde til DM2.”

Kenneth Madsen/Henrik Dernoff fører Tunet National efter sejre i de to seneste DM-afdelinger, selv om de beskadigede bilen ved det forrige løb. ”Vi har fået repareret forbroen, og så er vi klar. Men det bliver altså fedt, at det er på hjemmebane, for der kommer altid flere og kikker på og bakker op, så vi kører efter en ny sejr.”

En ny sejr vil Kasper Nyman/Dan Johannsen også gerne have. Den skal de sikre dem i Standard National-divisionen.

”Men denne gang er der tilmeldt en 2,5 liters BMW, som kommer i samme division som vores 1,6 liters Suzuki Swift, men vi vil give al det gas, vi plejer at gøre. Vi går efter at vinde. Det er vi nødt til at gøre hver gang, og vi skal naturligvis også forsvare vores DM-føring,” siger Kasper Nyman.


Det er tredje DM-start for teamet for Kasper Nyman og Per Johannsen

”Bilen har vi gennemgået, og der er lavet nogle af de småting, som skulle laves. Så gælder det om at være klar og være i god form. Jeg har kørt i området før, selv om jeg faktisk kun har kørt kaserneprøven som åbnervogn, aldrig i konkurrence. Jeg har kørt i området i 2007, men om det er samme prøver, ved jeg ikke, men det bliver spændende.”

Suzuki Motorsport har i øvrigt en fjerde bil med i arrangementet. Det er René Harms (Nørre Alslev), der i sin Suzuki Swift Maxi 1600 deltager i det rallyshow, som foregår fredag aften forud for det egentlige rally.

Suzuki Motorsport


Læs mere om:
  • Anders Lysen
  • Dan Johannsen
  • Henrik Dernoff
  • Kasper Nyman Andersen
  • Kenneth Madsen
  • René Harms
  • Slagelse
  • 21/06/14 - Slagelse - DM Rally

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk