Langstreckenpokal   04/04/14

Scangrip Racing til sæsonstart på Nürburgring
I den forløbne weekend deltog Scangrip Racing med stor succes i sæsonens første VLN løb på Nürburgring, med en ren dansk kørerbesætning.

Niels Borum, der er teamejer, kørte med i teamets BMW M3 sammen med danskerne Preben Grundtvig og Frederik Nymark, og de to medkørere havde samtidig deres debut på den krævende Nûrburgring/Nordschleife, der med sine 25 km, 79 sving og mere end 300 meters højdeforskel er et stor mundfuld at kapere og ikke for ingenting kaldes ”Det Grønne Helvede”.

”Vores to medkørere gjorde det helt fantastisk, både under træning og kval og under selve løbet. Særligt den kun 18-årige Frederik Nymark imponerede med rigtig hurtige tider, og man kunne tydeligt se at han havde øvet i mange timer forinden på hans PlayStation. En racersimulator kan ikke gøre det ud for den rigtige bane, men hjælper med at få banens mange sving ind under huden og gør det langt lettere at blive fortrolig med banen”, udtaler Niels Borum, der igennem snart mange år har kørt løb på banen, herunder adskillige 24 timers løb, og fortsætter:

”Både Frederik og Preben viste, at de kunne holde hovedet koldt, når det gjaldt, og med mere end 180 biler til løbsstart er det vigtigt, for du skal både holde øje med trafikken og samtidig køre hurtigt. Så jeg er meget tilfreds med indsatsen, der til trods for de to ”rookies” ombord gav en 4. plads i V5 klassen. ”

Frederik Nymark var også begejstret og udtaler: ”Jeg var meget glad for at være med på holdet, og jeg kan roligt sige at det er den sejeste race oplevelse og den mest udfordrende bane jeg indtil nu har prøvet! Det er bestemt ikke sidste gang jeg har kørt race på Nürburgring/Nordschleife.”

Løbet var dog ikke uden dramatik. Få minutter før løbsafslutningen løb Frederik Nymark tør for benzin, men nåede i pit og fik benzin på, og kom lige ud på banen for lyset skiftede fra grønt til rødt og var derfor med i løbsafslutningen. Imidlertid misforstod løbsledelsen signalet fra bilens transponder og noterede bilen som ikke gennemført. Dette spørgsmål er ved at blive udredt med løbsledelsen, og Niels Borum forventer at bilen ender med at blive noteret som gennemført med 4. pladsen i hus.


Scangrip Racing på Nürburgring i deres BMW M3

Scangrip Racing benyttede i øvrigt dagene op til løbet til at få testet teamets nyindkøb, en BMW Motorsports bygget BMW 120d, på Hockenheim banen og Niels Borum udtaler i den forbindelse:

”Det er faktisk første gang jeg har prøvet en dieselracer, og det er en sjov oplevelse. Du skal køre bilen helt anderledes end en benzinbil, og da den ikke larmer så meget, tror du ikke at du kører så hurtigt, i hvert fald ikke før du kigger ned på speedometeret. Den har en enorm svinghastighed og rammer du det rigtige moment ud af svinget kan du virkelig mærke bilen accelerere helt vildt ud af svinget. ”


Scangrip Racing på Hockenheim i deres nye BMW 120d racerbil

Scangrip Racing deltager i år med deres BMW 120d i 12h Zandvoort i sidste weekend i maj, og deltager der ud over igen i år i 24h Nürburgring midt i juni i deres trofaste BMW M3, der har gennemført 24h løbet de sidste 2 år.

”Jeg deltager selv som kører i begge løb, sammen med vores New Zealandske kørere, p.t. mangler vi dog en enkelt kører til begge løb, men vi taler med flere interesserede, så vi regner med snart at have fuld kørebesætning til begge løb”, udtaler Niels Borum.

Scangrip Racing


Læs mere om:
  • Frederik Nymark
  • Niels Borum
  • Preben Grundtvig

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde