SportsCar Championship   04/01/14

Michael Christensen starter 2014 med Porsche test i USA
Den tidligere Porsche Juniorkører Michael Christensen, får allerede i årets første weekend, debut som officiel Porsche-fabrikskører for verdens mest vindende motorsportsmærke. Det sker i forbindelse med ”Roar Before the Rolex 24”, der køres på Daytona International Speedway i USA i weekenden 3.-5. januar.

”Roar Before the Rolex 24” er en tredages test forud for det legendariske langdistanceløb Rolex 24H at Daytona (23.-26. januar), som er årets første løbsafdeling i det nyetablerede amerikanske mesterskab ”TUDOR United SportsCar Championship”, hvor også Jan Magnussen deltager sammen med Corvette Racing.

Michael Christensen, der i slutningen af 2013 tog et prestigefyldt skridt op ad karrierestigen som fabrikskører for Porsche, efter to succesfulde sæsoner som Porsche juniorkører, skal dele en Porsche 911 RSR, startnummer 912, med amerikanske Patrick Long, hvis racer-cv prydes af flere klassesejre på både Daytona, og Le Mans. Dermed bliver den unge talentfulde danske direkte konkurrent til den erfarne Jan Magnussen i kommende sæson.


Michael Christensen

Porsches fabriksindsats i TUDOR United SportsCar Championship sker i samarbejde med CORE Autosport (Porsche North America), og teamets anden Porsche 911 RSR der i 2013 vandt sin klasse på Le Mans, køres af Nick Tandy (Storbritannien) og Richard Lietz (Østrig).

”Jeg glæder mig usandsynlig meget til igen at køre på Daytona, og har store forventninger til vores tredagestest. Det bliver min første optræden som fabrikskører for Porsche, og der venter os et omfattende testprogram. Vi forventer hård konkurrence i dette års amerikanske mesterskab, og derfor er det altafgørende at enhver testmulighed udnyttes optimalt,” fortæller Michael Christensen.

”For mit eget vedkommende gælder det om hurtigt at finde rytmen i vores Porsche, samt på racerbanen. Jeg kender både CORE Autosport og Patrick Long fra Petit Le Mans i slutningen af sidste sæson, men det er vigtigt at vi alle fokuserer på at forbedre, og udbygger kendskabet til hinanden, så vi er velforberedte til sæsonen,” siger danskeren, der ser frem til konkurrencen med landsmanden Jan Magnussen.

”Jan Magnussen er forsvarende ALMS-mester, og Corvette Racing har en helt ny racerbil klar til 2014, så deres niveau er svært at forudse. Men Jan Magnussen er altid hurtig og en fremragende sportsmand, som jeg gælder mig til at køre race mod,” slutter Michael Christensen.

Michael Christensen blev i 2012 udnævnt til juniorkører for Porsche, og han debuterede i 2013 i verdens fornemmeste mærkeklasse, Porsche Mobil 1 Supercup. I verdens hårdeste mærkeserie vandt Michael Christensen rookie-mesterskabet efter blandt andet, at være kommet først over målstregen i løbet på Nürburgring, der blev kørt som optakt til Tysklands Formel 1 Grand Prix.

Thomas Wulff


Læs mere om:
  • Michael Klitgaard Christensen
  • Daytona
  • 05/01/14 - Daytona - SportsCar Championship

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk