DM Rally   30/10/13

Bronze blev til sølv for Jesper Bisted og Heidi Knudsen
Bisted Motorsport fik en fantastisk afslutning på årets rallysæson, da de stillede til start ved DM-finalen i Herning.
En andenplads i Tunet National endte med at udløse medaljer af en højere karat end det, der var målsætningen for Jesper Bisted og Heidi Knudsen.

”Vi kæmpede med Kjeld Seidler om at tage bronzemedaljen, men han udgik desværre, så det blev der ikke nogen kamp ud af,” siger Jesper Bisted.
”Bronzemedaljerne var i hus, men mere vil jo som bekendt have mere, så Heidi og jeg besluttede os for at presse på og gå efter den andenplads i løbet, som kunne give os sølvet.”

”Man håber selvfølgelig, men det hele skulle virkeligt flaske sig for. Jeg troede ikke helt selv på det, for der var mange stærke folk med i feltet, men det lykkedes.”


Det var karrierens bedste resultat, Jesper Bisted og Heidi Knudsen scorede med sølvmedaljen i Danmarksmesterskabet i Tunet National.
(Foto: Bisted Motorsport)

Et af de mandskaber, som Jesper Bisted og Heidi Knudsen kæmpede imod, var Anders Rygaard og Henrik Skott.

”Vi lå og kæmpede med Anders Rygaard. Han plejer at køre rigtig stærkt, men han valgte så slicks efter pausen, hvor det gav vand, og det tabte han på,” siger Jesper Bisted, der til gengæld er yderst tilfreds med sit dækvalg til finalen.

”Jeg købte nogle nye dæk fra Michelin, hvor vi valgte at montere regnvejrsdæk bagest og intermediates foran, og efter løbet kunne man slet ikke se, at de var slidt. Michelin-dækkene var godt nok lidt dyrere, men de er bare bedre. Så det endte med, at serviceteamet kun skulle bruge tid på at tanke bilen og så en enkelt gang spore den. Det var det hele.”

Slutfacit for Jesper Bisted og Heidi Knudsen i Danboring Rally blev en klassesejr og en andenplads i divisionen. Og når det gjaldt mesterskabspositionerne, kunne de supplere det DASU-mesterskab i deres klasse, som de tidligere på året havde sikret sig, med en andenplads i Danmarksmesterskabet i Tunet National.

”Det er i hvert fald det bedste resultat til dato i karrieren,” svarer Jesper Bisted på spørgsmålet om, hvorvidt 2013 har været karrierens højdepunkt. ”Det er måske også den bedste sæson, men jeg er lidt i tvivl. Vi har haft mange småting, som har drillet os på bilen. Men nu skulle de problemer gerne være løst.”

Jesper Bisted
www.bisted-motorsport.dk


Læs mere om:
  • Jesper Bisted
  • Herning
  • 26/10/13 - Herning - DM Rally - DASU mesterskab

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde