Formel Ford - DK   12/09/13

Kampen i Formel Ford genoptages på Ring Djursland
Den dominerende trio får ekstra modstand ved kommende mesterskabsrunde
Ring Djursland bliver skuepladsen, når Danmarks bedste Formel Ford-kørere i den kommende weekend genoptager kampen om klassens danske mesterskab med et program, hvor klassens kørere indtager asfalten hele seks gange henover weekenden.
Det var netop på racerbanen på Jyllands næsetip, at årets sæson tog sin begyndelse for fem måneder siden, og dengang fik de tre løb tre forskellige sejrherrer. Michael Markussen, Kolding, Lasse Sørensen, Svenstrup, og Joakim Darbom, Sverige, kunne hver især løfte den største pokal højt op over hovedet, og de har siden domineret kampen om medaljeplaceringerne.

Men der er i år kommet en ny kører i Formel Ford-klassen, der har sat trioen under pres. Det er Frederik Schandorff, Rønde, der gennem hele året har været bedste debutant, og som for små tre uger siden fik sit gennembrud, da han gjorde rent bord med to sikre sejre ved det årlige GP Danmark på FDM Jyllandsringen. Nu skal det blive spændende at se, om han kan fortsætte rækken af førstepladser på Ring Djursland.


Formel Ford-feltet vender tilbage til Ring Djursland, hvor årets sæson tog sin begyndelse i midten af
(Foto: Henning Smed)

At kampen bliver hård, hersker der ingen tvivl om. Ved den seneste mesterskabsrunde valgte Joakim Darbom således at parkere sin egen Van Diemen og i stedet stille til start i en tilsvarende model fra Fluid Motorsport, da denne havde vist sig at være hurtigere under en sammenlignende test. Også på Ring Djursland vil svenskeren starte for Fluid Motorsport.


Mathias Smith har vist stærke takter i sine få Formel Ford-starter
(Foto: Henning Smed)

Frederik Schandorff er dog ikke den eneste af sæsonens nye kørere, som man skal holde øje med på Ring Djursland.
Slavko Ivanovic, København, har lige siden sæsonpremieren gjort gode fremskridt efter sit skifte fra kartingsporten, mens Niklas Ingemann, Vejle, og Mathias Smith, Nibe, er kommet godt fra start, efter at de skiftede til Formel Ford kort før sommerferien. Mathias Smith præsterede således at være hurtigste mand og sikrede sig en pole position ved klassens seneste mesterskabsafdeling. Men såvel Niklas Ingemann som Mathias Smith er dog handicappet af, at Sensommerløbet bliver deres første start på Ring Djursland, der jo er en bane, hvor det ikke er muligt at teste.

www.formelford.dk

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Ring Djursland
  • 15/09/13 - Ring Djursland - Formel Ford - DK

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde