DM Rally   04/09/13

Frank Nielsen kæmpede med bremserne
Rallykøreren fra Odder fik dog fart på bilen i årets Sydhavsrally
Det var med en helt ny motor, at Frank Nielsen og hans vestjyske co-driver Per Brodersen stillede til start i årets Sydhavsrally, der blev kørt på Lolland.
Makkerparret i den røde og hvide Citroën C2 R2 Max kørte sig til en andenplads og tilbageerobrede føringen i den skrappe 2WD-division.

”Motoren kørte bare perfekt, og hvis bremserne havde virket ordentligt fra start, så tror jeg, at vi havde kørt lidt stærkere hele dagen,” siger Frank Nielsen. ”Det var lidt ubehageligt, at når man kom op mod et vinkelsving, så gik bremsepedalen i bund, og man var nødt til at pumpe den.”


Frank Nielsen og Per Brodersen var hurtige, da de havde fået løst deres bremseproblemer
(Foto: FN Rally)

”Servicefolkene kæmpede en brav kamp gennem dagen for at løse problemet. Vi prøvede forskellige ting, og det hjalp ikke. Til sidst fandt vi fejlen, som var en clips, som holdt bremseklodserne på plads. Vi fik meget mere rytme på de to sidste prøver, fordi bilen var meget mere rolig. Vi havde kun kørt 5-600 meter efter den sidste pause, da vi straks kunne mærke, at der var mere ro i bilen.”

Frank Nielsen og Per Brodersen fik på de sidste hastighedsprøver indhentet noget af det tabte, men da de kørte over målrampen, var de 18 sekunder efter det vindende hold, Kim Madsen og Line Lykke, som var nye i klassen.

”Det var uhyggeligt, at Kim kunne komme med en ny bil og køre så stærkt,” siger Frank Nielsen. ”Det irriterer mig, men vi fik da styr på ham til sidst og kørte også fra ham. På de sidste prøver om eftermiddagen var vi hurtigst, men han havde taget forspringet om formiddagen, for her skulle jeg vænne mig til, at man skulle pumpe bremsen, inden den virkede.”

Sydhavsrallyet bestod af ti hastighedsprøver, der alle var nye for Frank Nielsen og Per Brodersen, og da de dagen inden løbet kørte dem igennem for at udforme deres noter, var de ikke særligt positive.

”Vi var lidt negative over prøverne, da vi kørte dem igennem, fordi det gik meget ligeud, men da først vi kom i gang med løbet, gik det fint, selv om der var tale om højfartsprøver,” siger Frank Nielsen.

”Den lange gennemgående prøve på 18 kilometer om eftermiddagen var god. Den kunne vi godt have kørt fire gange, for det var ikke en rundbane, hvor man bare kører rundt så mange gange, at man kan huske den til sidst. Her skulle man bruge noterne.”

Frank Nielsen
www.fn-rally.dk


Læs mere om:
  • Nykøbing F
  • 31/08/13 - Nykøbing F - DM Rally - DASU mesterskab

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk