DM Rally   27/08/13

Peugeot-teamet jagter sejre i Sydhavsrallyet
Peugeot Sport Dealer Team DK stiller til start med hele fire mandskaber, når årets Sydhavsrally lørdag køres på det vestlige Lolland. Og alle mandskaber jagter sejre og topresultater. To af dem er endda kandidater til den generelle sejr i årets fjerde afdeling af Danmarksmesterskabet i rally.

”Jeg er 100 % klar. Jeg vandt den sidste afdeling, og jeg vil forsøge at kæmpe med om sejren denne her gang,” siger Esben Hegelund fra Hadsten, som tror på, at han kan gentage sejren fra det foregående Ecoteck Rally Himmerland. ”Det er et fantastisk serviceteam, som står bag, og kan vi få alle faktorer til at gå op i en højere enhed, så kan jeg gøre det. Alt er klart, og så er det op til mig.”


Esben Hegelund jagter en gentagelse på den sejr, han fik i sidste DM-afdeling
(Foto: Peugeot Sport Dealer Team DK)

Der er ikke sluppet mange oplysninger ud om det kommende DM-løb. Faktisk kender deltagerne kun længden på løbet, og hvor rallycentrum vil være – Horslunde på det vestlige Lolland.

”Det er et løb, som er i helt nyt område, men Lolland er meget fladt, men jeg har svært at vurdere, hvor teknisk krævende det bliver. Men bliver det et teknisk krævende løb, vil jeg have en fordel. Men det vil tiden vise,” siger Esben Hegelund.

Hans teamkammerat Christian Jensen fra Ans er også hans rival, og han ser det som en fordel, at løbet køres i et helt nyt rallyområde.

”Som regel er Freddy og jeg altid hurtigst første gang, når vi kører prøver, vi ikke har kørt før. Det ligger godt for os, fordi vi har styr på noterne,” siger Christian Jensen, der har en klar målsætning for løbet.


Christian Jensen går efter sæsonens første sejr i årets Sydhavsrally
(Foto: Peugeot Sport Dealer Team DK)

”Vi kommer efter en sejr. Men der er jo mange, som skal sejre i det løb for at være med i mesterskabet, så jeg tror, at det bliver et hårdt løb. Af hensyn til mesterskabet gælder det om at komme igennem løbet med så mange point som muligt. Vi skal i hvert fald ikke udgå. Jeg føler, at vi har speeden til at vinde, men det er klart, at Esben og Ib Kragh også vil jagte så mange point som muligt. Men hvis prøverne kommer til at gå ligeud, så vil gruppe N-bilerne også kunne gøre sig gældende.”

Sydhavsrallyet bliver også første start for Peugeot Sport Dealer Team DK’s nyeste medlem, Kim Madsen. Rallykøreren fra Slagelse skal køre teamets nye Peugeot 208 R2, som stiller op i klasse 2 for 1,6 liters tohjulstrukne biler.


Kim Madsen skal have sin første starte i den nye Peugeot 208
(Foto: Allan Christiansen)

”Jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang,” siger Kim Madsen, der i skrivende stund endnu ikke har siddet i bilen. ”Det bliver nok først til rallyshowet fredag aften før løbet, at jeg får mulighed for at køre i fuld fart med den, men andre fortæller mig, at den har nogle fantastiske køreegenskaber, så jeg glæder mig virkelig til at deltage i den bil.”

”På teamets vegne er vi virkelig glade for, at Kim er blevet en del af teamet. Peugeot-mærket bliver med Kim styrket i 2WD-divisionen, og ja, så får jeg jo selv en konkurrent mindre,” kommer det med et smil på læben fra Kjeld Seidler. Udover at være teamkoordinator for Peugeot Sport Dealer Team DK deltager han også i Tunet National – divisionen, som Kim Madsen hidtil har kørt i.

”Vi har mistet en hård konkurrent, men der er stadig ti deltagere i divisionen. Der er enkelte af dem, jeg er sikker på at kunne køre fra, men resten er nogle hardcore drenge. Hvis vi er rigtigt gode, kan vi komme i top 3,” siger Kjeld Seidler. ”Løbet ser på papiret ud til at blive spændende. Der er mange kilometer, men der er sluppet meget lidt ud om løbet, andet end at det er nye prøver. Man bliver mere lige stillet alle sammen, hvis det er nye prøver, så det gælder bare om at få det bedste ud af det.”


Kjeld Seidler er oppe mod ni konkurrenter i Tunet National-divisionen
(Foto: Peugeot Sport Dealer Team DK)

Peugeot Sport Dealer Team DK


Læs mere om:
  • Nykøbing F
  • 31/08/13 - Nykøbing F - DM Rally - DASU mesterskab

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde