Special Saloon   23/08/13

Perfection Racing til generalprøve
Det er ikke ofte, at et racerteam stiller op til løb uden at have et mål om at vinde. Men når Perfection Racing stiller op til Grand Prix på Jyllandsringen i den kommende week-end er det som en del i en større målsætning.

Teamets Aston Martin er nu endelig helt genopbygget efter den blev slemt skadet til Dubai 24 hours helt tilbage i januar. Oven i købet i en lidt skrappere specifikation, end den havde før ulykken. Det er stadig en GT4-racer, men nu sidder de allernyeste stumper fra Aston Martin på bilen. Men den har endnu ikke rullet en meter og her kommer Grand Prixet på Jyllandsringen ind i billedet. Tidsmæssigt ligger det løb nemlig helt perfekt til en test af bilen forud for Barcelona 24 hours, som teamet skal deltage i i begyndelsen af september.


Perfection Racing's Aston Martin
(Foto: Perfection Racing)

Aston Martin'en kommer til at køre med i Special Saloon Car klassen, men teamchef Kent Steffensen vil på ingen måde høre tale om, at man vil køre med om sejren. "Vi vil gerne lige afprøve både bil og ikke mindst teamet under løbsforhold, inden vi kaster os ud i et 24-timers løb, men vi kommer ikke til at blande os i kampen imellem de faste SSC-teams. Udover at checke, at bilen går som den skal, planlægger vi nemlig også at gennemføre pitstops. Det er der vist ikke andre i klassen, der har tænkt sig at gøre," smiler Kent Steffensen. Naturligvis kan man også træne hjulskift og sådan noget hjemme i værkstedet, men i en løbssituation er der en helt anden intensitet, som man ikke kan genskabe udenfor en racerbane. Derfor bliver det en værdifuld træning - og samtidig har teamet også muligheden for at vise bilen frem i Danmark.

Og det bliver en noget anderledes Aston Martin, Perfection Racing kan vise. Efter bilen i et par år har været rød har den nu fået et noget mere sprælsk design i hovedsponsoren, Petronas, farver.

Perfection Racing


Læs mere om:
  • Perfection Racing
  • Jyllandsringen
  • 25/08/13 - Jyllandsringen - Special Saloon

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk