Formel Ford - DK   22/08/13

Ekstra udfordringer til de bedste
- Formel Ford-kørere
Michael Markussen, Haderslev, Lasse Sørensen, Svenstrup, og Joakim Darbom, Sverige, har i år været sejrherrerne i løbene i den danske Formel Ford-serie, men når årets sjette afdeling i weekenden køres på FDM Jyllandsringen, skal denne trio forvente at få mere og hårdere konkurrence. Kørere fra bl.a. Holland giver den danske elite kamp på FDM Jyllandsringen

”Feltet til GP Danmark er denne gang blevet forstærket med fire hurtige hollændere, som kommer til start,” fortæller klasserepræsentant Alex Frederichsen. ”Hollænderne er til start i løbet, fordi det tæller som næstsidste afdeling af Formula Ford International North Sea Series.” Af de hollandske gæstekørere bliver det Max van Splunteren og Bart van Os, som den danske elite kommer til at frygte mest. Det er nemlig Max van Spluteren, som har lagt sig i front for Formula Ford International North Sea Series, hvor de to foregående løb er blevet kørt på henholdsvis Snetterton i England og Zandvoort i Holland.


De bedste Formel Ford-kørere får i weekenden konkurrence fra Holland
(Foto: Henning Smed)

Ingen danskere er faste kørere i denne serie, og de kan derfor godt tillade sig at køre lidt taktisk i weekendens løb. Deres fokus vil nemlig være på at score vitale DM-point.

Storfavorit er Michael Markussen. Ikke blot er han den førende kører i kampen om det danske mesterskab. Han gjorde også rent bord med et hattrick ved Formel Ford-klassens seneste runde, ligesom han også gjorde det, da klassen sidst gæstede FDM Jyllandsringen. Gentager han succesen ved GP Danmark, vil han være i stand til at slå den hidtidige rekord for flest sejre i streg – otte styk – som indehaves af Jesper K. Egebart, Børkop.

Men det er ikke kun fra Holland, at de førende kørere i det danske Formel Ford-felt får ekstra konkurrence. Der kommer også større pres fra egne rækker.

Mathias Storbank, Give, har i år deltaget med en ældre Van Diemen, hvor han har lagt sig i front for Zetec Cuppen, men til GP Danmark kommer han til at blive endnu hurtigere. Han stiller nemlig til start i en australskbygget Spectrum-racer, der ligesom de øvrige topbiler i feltet er udstyret med den hurtigere og lettere Duratec-motor.


Det er denne Spectrum, som Mathias Storbank
(Foto: Henning Smed)

”Jeg blev kontaktet af Bjarne Rasmussen fra Copytec Racing, som spurgte, om jeg havde lyst til at prøve den,” siger Mathias Storbank. ”Det giver mig mulighed for at prøve en Duratec-bil inden næste år, så jeg ikke skal gøre det fra start næste år og måske ødelægge en hel sæson.”

”Jeg forventer, at den kan køre hurtigere end min gamle bil, men det er ikke sikkert, at det kommer første gang. Det kan være, at den kører meget anderledes. Jeg har ikke prøvet en Duratec-bil før, og dem, som har prøvet det, siger, at den ikke kører som en Zetec-bil. Nu må vi se.”

kørerforeningen Formel Ford Danmark

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Jyllandsringen
  • 25/08/13 - Jyllandsringen - Formel Ford - DK

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde