DTC   21/08/13

Dennis Lind vil vinde Grand Prixet
DTC - Danish Thundersport ChampionshipEfter mere end 2 måneders sommerpause fortsætter dansk motorsports kongeklasse Auto-G DTC i den kommende weekend, når fjerde afdeling af mesterskabet afvikles ved den store motorsportsbegivenhed Grand Prix Danmark, der afvikles på Jyllandsringen ved Silkeborg. Løbet tæller også til den norske serie NTCC og i alt forventes der 17 af de potente DTC racere, der med deres V8 motorer yder omkring 475 HK, til start.

I mange år har de etablerede navne Jan Magnussen, John Nielsen, Casper Elgaard og denne weekends gæstekører Michel Nykjær domineret DTC, men 20-årige Dennis Lind fra Roskilde vil det anderledes. Efter sidste års andenplads i mesterskabet er målet for 2013 klart, Dennis Lind vil vinde mesterskabet. Desværre for Dennis og hans Team DMD har årets tre første afdelinger budt på en motorbrand, en ødelagt kobling og en tidstraf for påkørsel, hvilket alle kostede topplaceringer. Derfor er Dennis Lind i øjeblikket at finde på en delt fjerdeplads i mesterskabet, en placering der dog ser bedre ud, hvis man trækker de to dårligste placeringer fra, som reglementet foreskriver.


Dennis Lind vil igen øverst på skamlen ved Grand Prix Danmark.
(Foto: Jan Kaiser)

Sidst Auto-G DTC feltet gæstede Jyllandsringen var Dennis Lind klart banens hurtigste kører i sin Camaro og med en tid der var mere end et sekund hurtigere end næsthurtigste i super pole, ser det ud til, at Dennis ambitioner om minimum en sejr i den kommende weekend kan indfries.

”Ambitionen er minimum en sejr og så skal jeg være den, der kommer fra Jyllandsringen med flest point” siger Dennis Lind og tilføjer. ”Det bliver ikke nemt. Jan (Magnussen – red.) har tre sejre i år, men havde tydeligvis ikke farten på Padborg Park. John (Nielsen – red.) er altid med fremme og har været stærk i år. Casper (Elgaard – red.) har ikke vundet i snart to år og er sulten efter sejr og så får vi besøg af Michel (Nykjær – red.), der som tidligere DTC mester og WTCC-kører er et rigtig stærkt kort. Flere andre kørere ønsker også at blande sig, så der er lagt op til et rigtig hårdt løb. Vi er dog rigtig godt forberedte og jeg har et super stærkt team i ryggen. Vi var rigtigt stærke sidste gang på Jyllandsringen og jeg forventer at vi er lige så stærke denne gang”.

Grand Prix Danmark afvikles på Jyllandsringen ved Silkeborg søndag den 25. august.

Jan Kaiser


Læs mere om:
  • Dennis Lind
  • Jyllandsringen
  • 25/08/13 - Jyllandsringen - DTC

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde