Formel 3 DE   26/06/13

Nicolai Sylvest satte ny uofficiel banerekord på Sturup Raceway
Nicolai Sylvest er godt i gang med forberedelserne til sin debut senere på året i den internationale Formel 3-klasse. Således har han netop afsluttet endnu en test i sin nye racerbil, hvor han for første gang prøvede de Yokohama-dæk, han skal køre på, når han skal deltage i den tyske Formel 3-serie.

Testen foregik på Sturup Raceway lidt uden for Malmø i Sverige. Sidst han testede her, kørte Nicolai Sylvest en omgangstid på 56,90 sekunder, hvilket var 1,2 sekunder hurtigere end det bedste, der tidligere var kørt på banen. Denne test var på brugte dæk, så spændingen var stor for hele Team Supertech Motorsport, om Nicolai Sylvest med de nye Yokohama-dæk kunne forbedre denne supertid.


Nicolai Sylvest klar til at rulle ud på banen under testen

Men det tør nok siges, at den tid blev forbedret. Efter en warm-up-omgang blev speederen trykket i bund, og tiden kom på den første flyvende omgang på 55,68 sekunder – ny uofficiel banerekord på Sturup Raceway. Gennemsnitshastigheden for omgangen var ca. 135 km/t, og det lyder måske ikke af så meget, men banen har rigtig mange lavhastighedssving, og med G-påvirkninger til tider på cirka 4,3 G var det noget af en bedrift, den kun 15-årige teenager udførte.

”Denne test giver virkelig selvtillid og håb om fremtiden i den tyske Formel 3-serie, hvor jeg skal køre en fuld sæson i 2014,” siger Nicolai Sylvest.

Inden det sker, drager hele teamet til Lausitzring på en to dages test midt i juli. Herefter kører man en afdeling af det tyske Formel 3-mesterskab på netop denne bane sidst i august, inden man afslutter med finalen på Hockenheim i september, så Nicolai Sylvest er klar til den kommende sæson.

Jesper Sylvest


Læs mere om:
  • Nicolai Sylvest

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde