Le Mans   24/06/13

Jan Magnussen: "Et Le Mans jeg aldrig glemmer"
Le MansDet endte med en fjerdeplads for Magnussen, Garcia og Taylor i Corvette #73, da 24-timers-løbet på Le Mans blev flaget af søndag eftermiddag klokken 15.00.

Et Le Mans, der på flere måder går skævt helt fra begyndelsen. Omkring 10 minutter efter løbets start, sker nemlig det værste tænkelige, da Aston Martin #95 med danske Allan Simonsen ryger af banen i Tertre Rouge-svinget og rammer autoværnet.


(Foto: Jan Magnussen Racing)

Ved ankomsten til hospitalet erklæres den danske racerkører død, og den efterfølgende pressemeddelelse chokerer ikke kun på Le Mans, men internationalt.

"Selvom jeg inderligt håber det, så bliver det et Le Mans, jeg aldrig glemmer," sagde en meget bevæget Jan Magnussen efter løbet.

"Det har været svært for alle, der er mærket af det her. Det er så frygteligt, som det overhovedet kan blive. Jeg tror, at alle alle har haft svært ved at abstrahere fra det og koncentrere sig om jobbet. Det har været svært ikke at tænke på det frygtelige, der er sket og dem, der står tilbage. Det har hele tiden ligget i baghovedet, og nu skal vi bare hjem og bearbejde det."


(Foto: Jan Magnussen Racing)

For Jan Magnussen og Corvette Racing blev årets Le Mans en historisk besværlig udfordring. Allerede under den første træning onsdag aften går det op for teamet, at begge biler — Corvette #73 og #74 — mangler hestekræfter.

"Pludselig er vi fire sekunder langsommere end de hurtigste i GTE Pro-klassen, og selvom mekanikerne kæmper de efterfølgende dage og nætter for at finde fejlen, mangler vi stadigvæk fart i torsdagens sidste kvalifikation," siger Jan Magnussen, der således måtte starte langt nede i feltet lørdag klokken 15.00.

"Nu betyder det måske ikke så meget, hvor langt du holder fra startlinjen, når du har 24 timers race foran dig. Men når du fra starten ved, at du ikke kan følge med de andre på langsiderne, så kan du godt miste modet,"

Det amerikanske racerteam lignede dog langtfra nogen, der havde givet op. I løbet af fredagen bliver alle vitale dele som motor og gearkasse skiftet på de to gule Corvette C6.R-racere, og lørdag morgen buldrer de igen løs til den 45 minutter lange Warm Up.

Indsatsen giver dog ingen pote — omgangstiderne viser, at begge biler stadig mangler power. Panikken bliver herefter vendt til en klar plan.

"Nå man er så langt bagefter, kan man lige så godt spille højt spil. Vores strategi blev derfor at holde os kørende med stabile omgangstider, og så ellers satse lidt dér, hvor de hurtige teams ville være mere forsigtige — eksempelvis i valget mellem tørre og våde dæk. De havde jo lovet os en del regn."


(Foto: Jan Magnussen Racing)

Strategien virker til dels, eftersom Jan Magnussens Corvette #73 kører gennem natten uden problemer. Manglen på topfart holder dog den gule V8-racer langt tilbage i GTE Pro-klassens stærke felt, og da årets Le Mans samtidig slår rekorden i, hvor mange timer en safety car har været på banen, kan håbet om sejr ligge i en tændrørshætte.

Da regnen sætter ind søndag eftermiddag, ryger nogle af konkurrenterne dog pludselig af banen — herunder den førende Aston Martin, som crasher voldsomt, heldigvis uden andre skader end materielle.

Da Magnussen giver bilen videre til Antonio Garcia efter tre og en halv times kørsel, ligger den syver i klassen, og da Jordan Taylor overtager den, er den oppe som firer. Denne position når den unge amerikaner desværre ikke at avancere sig fra, da tredjepladsen har et par omganges forspring, og derfor ender Magnussen og Co. netop ikke på Le Mans-podiet i år.

"Vores egen skuffende præstation og den så forfærdelige tragedie betyder, at det har været mit absolut værste Le Mans nogensinde."

24-timers Le Mans 2013 blev endegyldigt vundet af Tom Kristensen Audi #2. Danskeren scorede dermed sin imponerende niende sejr i rækken, hvilket — igen — er rekord.


(Foto: Jan Magnussen Racing)

Jan Magnussen Racing


Læs mere om:
  • Jan Magnussen
  • Le Mans
  • 23/06/13 - Le Mans - Le Mans

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk