DM Rally   18/06/13

Mesterkandidat Svanholt konsoliderede føringen
Tredje runde af Danmarksmesterskabet i rally blev som forudset en serie af nervespændte og hæsblæsende sekunddueller mellem tidligere og regerende mestre på smalle, snoede og toppede nordjyske sideveje, men Tim Svanholt fra Roskilde endte for tredje gang i træk på podiet og konsoliderede dermed et seriøst kandidatur til DM-guldet i rallysportens topklasse.

Sammen med co-driver Carina Møller og teamets effektive kvartet af servicefolk holdt han trit med de mest nærgående konkurrenter, der var så hårdt beskæftiget, at de enten måtte trække sig med tekniske problemer eller oversatsede og mistede kostbar tid på rallyets 10 hastighedsprøver.

- Fra den første meter skulle der køres med topfart, og for vort vedkommende blev det 200-210 km/t på de hurtigste stræk, hvilket gik hårdt ud over bilens dæk og især bremserne, fortalte Tim Svanholt efterfølgende.


Tim Svanholt udbyggede sit pointforspring i sæsonens tredje DM-runde

Sammenlignet med flere af konkurrenternes biler er Svanholts Mitsubishi Lancer 250 kg tungere, så belastningen på dæk og bremser er ekstrem, når der stilles om fra 200 km/t til 70-80 km/t for at vride bilen rundt i skarpe vinkelsving.

- Til gengæld kan vi udnytte bilens højere topfart på hastighedsprøver med lange og meget hurtige stræk. Efter de første to prøver ændrede vi dæktrykket en anelse, og fik mere bid og fart, så vi kunne holde trit med konkurrenterne, fortsatte han, og tilføjede:

- Som forventet blev det til et tæt opgør, tidsforskellen på seks-syv biler kunne undertiden gøres op i splitsekunder. Og dagen igennem var vi med truslen om regnstorm tvunget til konstante overvejelser omkring dækvalg, men vi gennemføre på tørvejrsdæk, og kunne slutte med et udbygget pointforspring i den samlede stilling. Et godt udgangspunkt for den næste runde.

Efter den nordjyske tête-à-tête fører Svanholt og Møller nu med 47 point i Division A for de hurtige 4-hjulstrukne biler. I deres Mitsubishi Lancer Evo IX har de nu et forspring på 14 point.

I den samlede stilling er der rokeret rundt på positionerne, så de regerende mester Christian Jensen og Freddy Pedersen, Ans/Bjerringbro, Peugeot 207 S2000, med en andenplads fra Hobro nu rykket op som nummer to med 33 point, mens Ib Kragh og Mie Petersen, Juelsminde/Rårup, Peugeot 207 S2000, efter endnu et motorstop fortsat har 27 point, men nu er rykket ned på tredjepladsen.


Svanholt og Møller var flyvende i den nordjyske tête-à-tête

Efter knap 400 kilometer rally stod divisionens tredje 207 S2000-team, Esben Hegelund og Karsten Isaksen, Hadsten/Egtved, velfortjent på toppen af sejrspodiet som klassevindere og vindere af generalklassementet - flankeret af de regerende mestre og øjeblikkets toneangivende team: Svanholt Motorsport.

De tidligere rallymestre Steen Andersen, Brøndby, Mitsubishi Lancer og Max Christensen, Svenstrup, Subaru Impreza, måtte køre hjem uden point - førstnævnte efter motorproblemer, og sidstnævnte efter en afkørsel.

Efter det forrygende mestermøde i Ecoteck Rally Himmerland kan Svanholt Motorsport nu forberede sig på DM-turneringens fjerde runde, Sydhavs Rally, der køres den 30.-31. august på Lolland-Falster.


Læs mere om:
  • Tim Svanholt
  • Hobro
  • 15/06/13 - Hobro - DM Rally - DASU mesterskab

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde