Formel Ford - DK   18/05/13

En weekend med viljen i fokus
Efter et godt åbningsløb på Ring Djursland, skulle AutoTechRacing forsøge at fortsætte de gode resultater i Formel Ford Zetec-feltet på Anderstorp Raceway. Det skulle dog hurtigt vise sig at blive en weekend med viljen i fokus.

Der var godt fyldt i AutoTechRacings telt på Anderstorp Raceway, da alle tre biler var af sted i Sverige. Dels var holdets faste kører #79 Lasse Jakobi Ougaard med, dels var teamets resterende biler lejet ud til to svenske kørere; #89 Daniel Lindberg og #99 Frank William Petersson, begge debutanter i Formel Ford.

Fredag havde et stramt program med seks testsessioner, hvor det på trods af nogle mindre afkørsler lykkedes teamet at få bilerne klar til næsten alle træningspas, på trods af de lidt korte pauser passene imellem.

Allerede den første aften var der dog overarbejde til teamet, da #89 Daniel Lindberg spandt af banen og ramte autoværnet i næstsidste træningspas. Dette kostede et bøjet bageste venstre hjulophæng. Det var dog en opgave som blev taget i stiv arm, og bilen var efter en aftens intensivt arbejde, hurtigt klar igen til tidstagningen lørdag morgen.


(Foto: Autotech Racing)

Til tidstagningen formåede #79 Lasse Jakobi Ougaard at kvalificere sig til en startplads som nummer 11 i det samlede felt, og en 3. plads i Zetec-klassen, mens teamets to ”gæstekørere” #99 Frank William Petersson og #89 Daniel Lindberg kvalificerede sig som nummer 14 og 15 i det samlede klassement, hvilket betød at de startede på 6. og 7. pladserne blandt Zetec-bilerne. Disse startplaceringer resulterede i henholdsvis en 10. og en 11. plads i det samlede klassement for #79 Lasse Jakobi Ougaard og #99 Frank William Petersson, hvilket tilsvarede 3. og 4. pladserne i Zetec-klassen. Sidste kører #89 Daniel Lindberg måtte desværre udgå på anden omgang.

Herfra ventede der teamet mange grimme overraskelser resten af weekenden. De første kom da bilerne kom tilbage efter 1. heat lørdag eftermiddag. Bilen med nummer 79 skulle som planlagt have skiftet en defekt komponent, men da mekanikerne gik resten af bilen igennem, for at gøre den klar til søndag formiddag, blev der imidlertid opdaget adskillige andre defekte komponenter, hvilket betød en meget lang nat for teamets mekanikere. Efter en nats hårdt arbejde med bl.a. at udskifte et defekt differentiale, var alle biler igen sat op og klar til 2. heat, som skulle køres tidligt søndag morgen. Her var teamet dog igen uheldige, da både #79 Lasse Jakobi Ougaard og #89 Daniel Lindberg begge måtte udgå, mens #99 Frank William Petersson kørte en 5. plads hjem blandt Zetec-bilerne. Teamet var efter det uheldige resultat sultne efter at få et godt resultat med hjem fra weekendens sidste heat, og der blev lagt alle kræfter i klargørelsen af bilerne til det 3. heat, søndag eftermiddag. Her lykkedes det igen for #99 Frank William Petersson at køre en 5. plads hjem, mens #89 Daniel Lindberg igen måtte betragte løbet fra sidelinjen, efter en afkørsel på første omgang. Heldet var heller ikke med #79 Lasse Jakobi Ougaard, da speederen satte sig fast på første omgang. Teamet arbejdede på at få løst problemet i pitten, for at kunne gennemføre løbet. Lasse kørte resten af løbet med speederen siddende fast, men endte desværre med at køre én omgang for lidt til at klassificere sig og få point.

På trods af de lidt vigende sportslige resultater, må weekendens indsats dog betegnes som godkendt, da teamet, kørere og især mekanikere har udvist en flot fightervilje ved at få bilerne klar til alle heats, uanfægtet af de udfordringer der har mødt dem. Alle er derfor opsatte på at forbedre de sportslige resultater når tredje afdeling af DM skal køres på Sturup Raceway i weekenden 25. - 26. Maj, hvor der stadig er ledige biler klar til udlejning i teamet.

Teamet vil gerne sige en foreløbig tak til sponsorerne Aarhus Auto service, Aarhus Industri- og Autolak, Aarhus Tech, Au2parts, Hejnsvig Maskinstation, Pran Vinimport og STAY Copenhagen.

Man kan læse mere om holdet på hjemmesiden ”ff.autotechracing.dk” og på deres Facebook-side ”AutoTechRacing”.

Morten Andersen
AutoTechRacing


Læs mere om:
  • Anderstorp
  • 12/05/13 - Anderstorp - Formel Ford - DK

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk