Rally Sprint   15/05/13

Ib Kragh jagter revanche i RMB Danmark Rallysprint
Rallykøreren fra Juelsminde hører til blandt favoritterne i pinsen
Rallykørere fra hele landet sætter pinselørdag hinanden stævne i Horsens. Her afvikler Rygmarvsbrokforeningen af 1988 for andet år i træk i samarbejde med Horsens Automobil- & Motor Klub og Ikast og omegns Motor Klub det store RMB Danmark Rallysprint, hvor et felt af godt 40 rallykørere skal kæmpe om at være hurtigst på den krævende hastighedsprøve.

En af deltagerne er Ib Kragh, Juelsminde, som må have favoritværdigheden efter sin overbevisende præstation ved det nyligt afholdte DM-rally i Juelsminde.

”Jeg tror, at de andre kørere har fået lidt at tænke over, for de skal op i et højere gear, hvis de vil være med,” siger Ib Kragh, som i lørdags satte hurtigste tid på 12 af de 14 hastighedsprøver, men som ikke tog sejren grundet et teknisk problem under løbet. ”Nu skal min rallybil bare lige vaskes, og så er den er klar til rallysprintet i Horsens.”


Ib Kragh er blandt favoritterne til at vinde RMB Danmark Rallysprintet i Horsens pinselørdag.

RMB Danmark Rallysprintet afvikles i den del af Horsens’ industrikvarter, som ligger i området syd for Vestvejen og vest for Vejlevej. Helt præcist er det bl.a. på vejene Uraniavej, Saturnvej og Marsallé, at løbet køres. Her vil der blive afviklet dels en ordinær konkurrence med tre indledende heat, hvor deltagerne starter i fire forskellige klasser alt efter deres bilers opbygning, dels et røverheat, hvor det er alles kamp mod alle.

”Sidste år arbejdede vi meget med at gøre rallybilen bedre, og vi har bl.a. arbejdet en hel del med at finde den rette opsætning af undervognen,” fortæller Ib Kragh. ”Det, vi har fået gjort, ser ud til at gøre bilen meget mere rolig. Man skal selvfølgelig arbejde lidt mere med den, men den styrer rigtig, rigtig godt, specielt i de hurtige sving.”


De tre bedste hold i sidste års RMB Danmark Rallysprint (f.v.): Ib Kragh/Mette Felthaus, Esben Hegelund/Line Lykke, Max Christensen/Michael Kanstrup.

Ib Kragh var også med ved premiereudgaven af RMB Danmark Rallysprint. Her sluttede han sidste år som nummer tre i den ordinære konkurrence, mens han i finalen erobrede andenpladsen.

”Men i år vil jeg vinde, og det mener jeg også, at jeg kan. Specielt med den fart, jeg nu har fået i min Peugeot,” slår Ib Kragh fast.

RMB Danmark Rallysprint starter lørdag klokken 12.30.

RMB Danmark Rallysprint
http://www.rygmarvsbrokforeningen.dk

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Ib Kragh
  • Horsens

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde