Formel 1   12/05/13

Alonso sejrer på hjemmebane
Så kunne man kende Spanien igen
Fernando Alonso vil helt sikkert kunne huske dette løb langt ud i fremtiden. Den dag hvor han iført rød kørerdragt stod øverst på skammelen i sit hjemlands grand prix. Der er sikkert også nogle fans, specielt spanske der vil huske denne dag. Allermest nok de der var der og så det. For almindelige Ferrari fans og alle almindelige Formel 1 fans, vil løbet nok ret hurtigt blive glemt.

I kvalifikationen var det ellers Mercedes der havde gjort sig til. Men det var altså en ret kort fornøjelse. Rosberg holdt sin placering da starten gik, mens Hamilton hurtigt røg nedad i feltet. Og det blev han så i øvrigt ved med løbet igennem. Verdensmesteren fra 2008 måtte nøjes med en 12. plads. Rosberg klarede sig en hel del bedre, og sluttede på 6. pladsen.

I stedet var det Alonso, Alonso og Alonso der var i fokus. Han kom hurtigt i front og på et tidspunkt virkede det måske som om Raikkonen eventuelt kunne true ham en lille smule, men noget alvorligt var der ikke i det. Men finnen hentede 2. pladsen og virkede afslappet og på en dag hvor Alonso og Ferrari ydede deres bedste var en 2. plads alligevel også det bedste man kune håbe på.

Men det interessante var vel egentlig at det var Felipe Massa der snuppede 3. pladsen, og dermed forhindrede Red Bull i at komme på podiet. For det første er det jo godt for Massa, at han igen præstere på et acceptabelt niveau, og det er jo flere år siden han har været på dette niveau. For det andet var Red Bull aldrig andet end statister i løbet. Vettel sluttede på 4. pladsen, Webber på 5. pladsen. Ingen af dem havde nogen reel indflydelse på løbets udfald. Det må give lidt panderynker i Østrig, mens det for os andre giver anledning til at konstatere at det i år tegner til at en bil kan være i topform på én bane, men have problemer på den næste. Dette giver ikke nødvendigvis gode løb, men kan give et godt VM.

Bedst er det selvfølgelig når bilerne konkurrere på asfalten, men spænding i tabellen og uforudsigelighed før bilerne rammer asfalten har også sine charmer. Og ret beset har vi haft gode løb i år og Spanien plejer at være et af sæsonens lavpunkter. Så der er ingen grund til at blive alt for bekymret for hvad fremtiden bringer.

Di Resta blev nr. 7 og fik dermed igen et godt resultat med hjem, og han har i den grad vist at mellem ham og Sutil, er det skotten man skal satse sine penge på. Efter Force India raceren kom de to McLaren racere, med Button først. Der er stadig point i bilen, men der er ikke noget som helst andet i den. McLaren raceren er reduceret til en midtfelts racer, og det er jo lidt trist. Dagens bedste billede var da Button overhalede sin gamle holdkammerat, Hamilton, hvor den ene var på vej fra front og ned til de obskure pladser, mens den anden var på vej fra de billige rækker og frem mod hvor det i det mindste er sjovt.

Australske Ricciardo havde et godt løb og lå længe pænt fremme, men måtte til sidst alligevel nøjes med 10. pladsen og det enlige point.

Dagens duel var Raikkonens overhaling af Vettel, hvor finnen kom flyvende bagfra med DRS'en åben og bankede forbi tyskeren i s-kombinationen for enden af langsiden. Det dramatiske højdepunkt kom da Hülkenberg blev sendt for tidligt afsted fra pitten, og ikke bare generer, men ligefrem rammer, en Toro Rosso racer på vej i pit. Det kostede tyskeren en stop&go straf på 10 sekunder.

En lang eftermiddag på Catalunya er slut, og næste løb er det ligeså processonsprægede, men alligevel sært fascinerende gadeløb i Monaco.

Martin Møller-Thomsen


Læs mere om:
  • Circuit de Catalunya
  • 12/05/13 - Circuit de Catalunya - Formel 1

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk