DTC   07/05/13

Jan Magnussen høstede guld i Padborg
DTC - Danish Thundersport ChampionshipDet debuterende Magnussen Racing Experience afsluttede en dramatisk weekend med at lægge sig forrest i Danish Thundersport Championship

Der lød et jubelbrøl fra teamcrewet, da Jan Magnussen som den første kørte sin 450-hestes Chevrolet Camaro over målstregen i weekendens andet DTC-løb på Padborg Park i Sønderjylland.


Jan Magnussen
(Foto: janmagnussen.dk)

At slutte debutweekenden af med en førerposition i mesterskabet var ganske vist dét, som holdet bag det nystiftede Magnussen Racing Experience havde drømt om — men ikke havde turdet håbe på.

"Vi har arbejdet nat og dag for at blive klar til løbet, og vi vidste godt, at der skulle komme udfordringer undervejs," siger teamejer Jan Magnussen.

Weekendens afdeling af DTC blev afholdt over to heats. Legenden John Nielsen havde gjort flot figur under træning, kvalifikation og Super Pole (hvor de otte hurtigste fra kvalifikationen kæmper om startpladserne) og kunne således starte pole i første løb søndag — dog med en Magnussen lige bag sig.

"Men jeg manglede topfart under løbet, hvor jeg sakkede bagud og endte på en fjerdeplads," siger Jan Magnussen, der sammen med sit team fik løst problemet, inden bilen skulle på banen igen.


Jan Magnussen
(Foto: janmagnussen.dk)

Til andet løb blev der traditionelt byttet om på de otte første pladser, hvilket betød, at Jan Magnussen startede femmer foran henholdsvis Casper Elgaard, Dennis Lind og John Nielsen. Og allerede på anden omgang blev der udvekslet knytnæver mellem kamphanerne.

"John (Nielsen, red.) vil udbremse mig for enden af langsiden, hvilket da også lykkedes. Men han bremser så sent, at han rammer Casper Elgaard, bagi, så han snurrer rundt — og da John samtidig får tildelt to strafbaner, er mit held pludselig vendt," lyder det fra Jan Magnussen.

Med de værste konkurrenter ude af spillet kunne den regerende DTC-mester koncentrere sig om at få nogle hurtige omgange i kassen, og efter otte ud af de i alt 13 omgange overtog Magnussen førerpladsen, da norske Marius Nakken i den førende bil lavede en bremsefejl for enden af langsiden.

Det er helt perfekt, det her!" lyder det fra en rørt Jan Magnussen.

"Gutterne har kæmpet som gale i dage og nætter for at det hele skulle lykkedes. Af forskellige årsager blev belutningen om at stille op i DTC først endeligt truffet i sidste øjeblik, og jeg havde vel kørt et kvarters test i bilen, før vi stod her på Padborg Park med teamcrew, racerbil og helt ny truck," fortæller Magnussen, som ikke er i tvivl om, hvem der har den største ære for weekendens resultat.

"Magnussen Racing Experience består af nogle fantastiske gutter, og jeg skylder dem alle en kæmpe tak for, at vi kan angribe DTC-sæsonen ved at lægge os forrest i mesterskabet allerede fra første weekend."

Med en fjerdeplads i første løb og en førsteplads i andet fører Jan Magnussen og Magnussen Racing Experience nu den samlede stilling i Danish Thundersport Championship. På andenpladsen er Casper Elgaard, på tredjepladsen norske Marius Nakken.


Jan Magnussen
(Foto: janmagnussen.dk)

janmagnussen.dk


Læs mere om:
  • Jan Magnussen
  • Padborg Park
  • 05/05/13 - Padborg Park - DTC

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde