GT Open   25/04/13

Jan Magnussen og Johnny Laursen i europæisk GT3-mesterskab
Le Mans-vinder og Ferrari-importør danner fælles front
Erfaring og passion skaber energien, når racerkører Jan Magnussen og Ferrari-importør Johnny Laursen danner fælles front i den succesfulde GT-serie, International GT Open.

Samarbejdet involverer en Ferrari 458 Italia GT3 med 550 hestekræfter, og målet er at høste så mange sejre som muligt i mesterskabet, som siden 2006 har været et af de mest populære GT-mesterskaber i Europa.

"Jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang," lyder det fra Jan Magnussen, som er mest kendt for sine mangeårige præstationer hos Corvette Racing. Hele fire gange har han vundet det legendariske 24-timers Le Mans for det amerikanske team.


Ferrari-importør Johnny Laursen og Racerkører Jan Magnussen bliver nyt makkerpar i europæisk GT3-mesterskab

Den erfarne racerkører er dog ikke ukendt med det italienske sportsvognsmærke, da han for præcis 10 år siden kørte en Ferrari 550 Maranello i den amerikanske Le Mans-serie, ALMS.

"Ferrari er noget særligt for de fleste racerkørere, specielt når det gælder centermotorbiler som 458 Italia. De har altid været stærke i GT-racing, og det er nogle af vores værste konkurrenter i ALMS-serien, så jeg ser frem til at prøve kræfter i GT3-mesterskabet," siger Jan Magnussen.

Jan Magnussen vil dog fortsat have sin primære opgave hos Corvette Racing, og skal grundet forpligtelserne i USA kun køre seks ud af i alt otte løb i International GT Open. De foregår alle på europæiske baner som Monza, Silverstone og Nürburgring.

Magnussens nye makker, Johnny Laursen, deler passionen for Ferrari i en grad, så han i 2006 grundlagde selskabet Formula Automobile. Selskabet håndterer i dag den danske import og forhandling af Ferrari og Maserati og driver samtidig racerteamet Formula Racing, som også har det unge stortalent Mikkel Mac i stalden.

"Jeg glæder mig enormt til at køre med Jan Magnussen. Jan er en af verdens bedste racerkørere, og det har han vist med fantastiske resultater, ikke mindst i GT-biler gennem mange år," lyder det fra Johhny Laursen.

Johnny Laursen har selv deltaget i flere forskellige racerserier, blandt andet Formula Renault og Ferrari Challenge. Den seneste sæson er imidlertid blevet brugt på at køre en række tests i International GT Open, som med sine mange professionelle navne på deltagerlisten gemmer på benhårde udfordringer for det danske Ferrari-team.

"Jan kan bidrage med en erfaring og viden, som er uden sidestykke, og det har stor betydning for Formula Racings første sæson i GT3-klassen. Med en af verdens bedste GT-biler, Ferrari 458 GT3, og en af verdens bedste GT-kørere, tør vi godt gå efter podieplaceringer allerede i år," siger Johnny Laursen.

"Det er desuden en stor anerkendelse af Formula Racing, at en dygtig og top-professionel kører som Jan Magnussen vælger at køre i vores team. Det kan vi godt være stolte af."

Det nye makkerpar debuterer allerede i den kommende weekend, hvor de første løb i International GT Open afholdes på Paul Ricard-banen i Sydfrankrig.

Jan Magnussen Racing


Læs mere om:
  • Jan Magnussen
  • Johnny Laursen

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk