1600 Challenge   05/04/13

Team Low Budget klar til endnu en sæson
Steffen Larsen, Team Low Budget, er 34 år gammel og kommer fra Ishøj.
Teamet består udover Steffen også af hans far Charlie samt Steffen’s forlovede Dorthe.

1998 var hans første år med med asfaltbanesporten, med en enkelt start i Gruppe N National, som var forløberen til Yokohama 1600 Challenge, i en Toyota Corolla.

Herefter fulgte endnu et par løb i 1999 i en VW Golf GTI, inden at det blev til en fuld sæson i 2000. Samtidig var Steffen også skiftet til en Citroen Saxo VTS, og slutresultatet blev en 16. plads i mesterskabet.

Efter læreåret 2000, blev resultaterne langt bedre i 2001, hvor det blev til en samlet 7. plads i mesterskabet.

2002 fortsatte opturen. Bilen var skiftet til en Peugeot 106 GTI, og ved åbningsløbet tog Steffen hans første heatsejr i heat 2. I det hele taget blev åbningsløbet en helt fantastisk weekend.
Steffen startede heat 1 som nummer 35 og derved sidste mand i feltet. I løbet af de 15 omgange, på den korte version af Jyllandsringen, lykkedes det ham, at køre sig helt op på 8. pladsen. Det er så vidt vides en rekord, som aldrig er blevet slået! Start P35 og slut P8. En imponerende bedrift!

Herefter lå Steffen Larsen i front af mesterskabet en stor del af sæsonen. Uheldigvis blev finaleløbet en katastrofe, hvor han udgik i 1. heat, og mesterskabet var derved tabt. 2. pladsen endte med at blive resultatet i mesterskabet.


Steffen Larsen
(Foto: Motorsporten.dk)

Teamet havde dog ikke tabt modet, og vendte kun endnu stærkere tilbage i 2003, hvor konkurrenterne endnu engang fik baghjul – og materiellet holdt hele vejen i mål, så Danmarksmesterskabet i Yokohama Cup 1600 endelig kunne tages med hjem.

2004 var planen at deltage en fuld sæson i Renault Clio Cup, men da vinderbilen fra 2003 ikke var blevet solgt, kunne han ligeså godt køre videre og vise den frem for potentielle købere. Det gjorde Steffen på allerbedste måde. Ved sæsonfinalen på Jyllandsringen kunne han endnu engang løfte mesterskabspokalen og tage DM titel nummer 2 med hjem til Ishøj. Det var endda på trods af at Steffen sprang 2 weekender over! Og så blev bilen da også solgt!

2004-2008 skulle stå på Renault Clio Cup. Den tætte konkurrence, og høje budgetter fra nogle af de andre kørere, gjorde dog at det mesterskabsmæssigt desværre ikke rakte til topresultater for Team Low Budget.

Imidlertid havde Steffen også bygget en Citroen AX til langdistanceløb, som han deltog med i Danish Endurance Championship fra 2006-2009. Højdepunktet skulle blive en 2. plads i mesterskabet i 2008, inden at bilen blev sendt på pension sidst i 2009.

2008 skulle blive den mest blandede sæson for Steffen Larsen. Renault Clio Cup, Danish Endurance Championship, samt nogle starter i Advan Cup og 1600 Challenge, med i alt 4 forskellige biler.

2009 stod det primære valg dog på Advan Cup i hans egenbyggede Peugeot 307. Det skulle blive en sæson med masser af tekniske problemer, med bl.a. gearkasse problemer ved flere løb og en defekt motor som blot nogle af problemerne.


Steffen Larsen
(Foto: Denner Photo)

Alle disse børnesygdomme skulle dog hurtigt vise sig at være væk, da 2010 sæsonen startede. Med Pole Position til åbningsløbet, 1 heatsejr og en 3. plads, og ny banerekord på Jyllandsringen, kunne han tage derfra med mesterskabsføringen. Det blev en utrolig tæt sæson med mange tætte dyster på banen. Uheldigvis blev sidste løbsweekend plaget af store tekniske problemer med både støddæmper og bremser, hvilket betød at føringen i mesterskabet gik tabt, og han måtte tage sig til takke med 3. pladsen.

2011 skulle derfor være året hvor titlen forhåbentlig skulle køres i hus. Sæsonen blev startet med en 1. og 2. plads samt Pole Position til åbningsløbet, og deraf også mesterskabsføringen. Hele vejen gennem sæsonen holdt Steffen Larsen føringen i mesterskabet. Han var på podiet i hvert eneste løb gennem sæsonen forud for sæsonfinalen på Padborg Park. Her skulle uheldet dog endnu engang indhente Steffen. Bilen ville pludselig ikke starte til kvalifikationen, og da hele finaleløbet blev afviklet over en søndag, havde teamet mindre end 2 timer, til at fejlsøge på bilen, inden heat 1. Der kom liv i bilen mindre end 30 sekunder før udkørslen fra pitten til heat 1 lukkede, og heldigvis kunne 1. heat gennemføres, men mesterskabsføringen var blevet kraftigt reduceret. Mellem de 2 heats fortsatte fejlsøgningen men fejlkilden kunne ikke findes. Da starten går til heat 2, lykkedes det kun at køre en halv omgang inden at motoren gik fuldstænding ud, og alle mesterskabsdrømme forsvandt. En bitter afslutning på sæsonen, hvor endnu en 1. plads som blev vekslet til en 2. plads i mesterskabet i allersidste weekend.


Steffen Larsen
(Foto: Denner Photo)

Sommeren 2011 havde Steffen også købt en Renault Clio 3, som han deltog med i nogle løbsweekender, forud for 2012. Planen var, at 2012 skulle have været en fuld sæson i Clio Cup. Desværre var der ikke så mange kørere tilbage i det Danske mesterskab, blev det kun til de 2 første løb i sæsonen, og herefter 2 løb i JTCC på henholdsvis Sturup og Jyllandsringen samt 2 løb i Clio Cup Bohemia på Nürburgring og Oschersleben.

Derudover blev det også til et par starter i Yokohama 1600 Challenge med hans Peugeot 307 fra Advan Cup, som havde fået lagt en 1600cc motor i. Den første weekend på Padborg Park var ikke noget at skrive hjem om, bl.a. pga en defekt ABS sensor, men til finaleløbet på Jyllandsringen blev det til henholdsvis en 6. og en 4. plads i de 2 heats. Så der er stadig masser af potentiale i den bil.

2013 falder valget endnu engang på Yokohama 1600 Challenge. Teamet har gennem vinteren fået fintunet de sidste ting på bilen, så de forhåbentlig kan være med i front af løbene hver gang.

Det bliver dog kun udvalgte løbsweekender, der får besøg af Team Low Budget. Teamet vil køre et blandet program med nogle starter i både Yokohama 1600 Challenge og Clio Cup Bohemia.

Steffen Larsens startnummer i Yokohama 1600 Challenge 2013 bliver igen nummer 18.

Jens Jensen
Kørerforeningen Gr. N
Yokohama 1600 Challenge


Læs mere om:
  • Steffen Larsen
  • Team Low Budget

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk