Formel 1   25/03/13

Ekstra pres på Red Bull Racing
Vettels overhaling kan koste på den lange bane
Red Bull Racing og Sebastian Vettel har sat sig selv i scene for en masse debat. Var det i orden at ignorere teamordre - endda helt bevidst, og så tage skraldet bagefter? Vettel valgte at angribe - og det er godt for racet og tilskuerne, men konsekvenserne internt i teamet kan koste på den lange bane.

For godt nok har Vettel undskyldt sin overhaling af Mark Webber, men australierne har ikke offentlig accepteret den. Han er nu taget tilbage til Australien de kommende uger frem til det kinesiske Grand Prix, hvor han vil forsøge at komme sig. Det var en bitter mand der stod på 2. pladsen, og billederne af kørerne inden podiet fortalte alt om den iskolde stemning der nu er opstået hos Red Bull.

Webber er under pres til at tage sin chance for at få et skud på VM-titlen, og som chaufør i feltets bedste bil, er han et bud på en mester, også selvom han er oppe imod sin holdkammerat der stadig er bedre. Men chancen er der - og den vil han selvfølgelig udnytte. Problemet er timingen - det er blot sæsonens andet løb, og Red Bull har masser af udfordringer med at etablere deres dominans. Det sidste teamet har brug for er at skulle lappe følelser og tillid sammen. Alt fokus er nu lagt på kritik og holdninger til overhalingen, og Christian Horner vil de kommende uger blive spugt til episoden igen og igen. 'Holder teamet hånden over Vettel? Er han hævet over teamet? Får Webber lige behandling, eller er teamet reelt kun bygget op omkring Vettel?' Svarene vil altid være diplomatiske, og på den ene side skal man være imødekommende mod Webber for at genopbygge tilliden mens man på den anden side heller ikke vil distancere sig for meget fra Vettel, da han stadig må anses for at være teamets bedste bud på en verdensmester.

De kommende Grand Prix'er bliver derfor med ekstra pres på Red Bull - alle begivenheder vil blive analyseret. Og med manglende tillid kørerne imellem kan det blive sværere for teamet at nå det fælles mål. Det bliver meget spændende at se hvordan det påvirker Webbers kommende løb - bliver han endnu mere tændt? Eller sender det ham ud som en desillusioneret kører der ikke længere tror på sin chance hos Red Bull? Det er mindre end to måneder siden at Helmut Marko, sportschefen hos Red Bull, endda i et interview der blev bragt i et magasin fra Red Bull, beskrev Webber som en kører der 'så snart han begynder at se lovende ud i mesterskabet, får han problemer med presset.' Internt hos Red Bull Racing er der stor rivalisering, og Helmut Marko synes ikke at give den store support til Webber.


Vettel har fået mere at tænke på end at køre race
(Foto: Red Bull Media / Getty)

Alle disse interne faktorer spiller bestemt også ind i reaktionen fra Webbers side. Og det kommer til at følge teamet resten af 2013. Og hvad sker der når teamet kommer i den samme situation i sæsonen? Ingen af kørerne har længere tillid til hinanden, og i stedet for at passe på racerne kan det ende med at de kører mod hinanden. På en lange bane har det næppe nogen betydning for Vettel - han er stadig stjernen hos Red Bull, men det giver nok et par noter i bøgerne hos Ferrari som har ham i kikkerten, hvor det at være holdspiller er den vigtigste egenskab. For Mark Webber er der nok kun én vej tilbage - og det er ud af Red Bull. Det eneste han kan gøre nu er at forsøge at lade resultaterne tale, for ikke at ende som en ydmyget kører. Vettel og Webber har tilføjet endnu et kapitel til Formel 1-historiens største rivaliseringer.

Benji


Læs mere om:
  • Mark Webber
  • Sebastian Vettel
  • Red Bull Racing
  • 24/03/13 - Sepang - Formel 1
  • Sejr til Vettel i Malaysia
  • Vettel: Det var ikke med vilje

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde