WTCC   17/03/13

Michel Nykjær tilbage i VM for standardbiler
Kører i år i bil magen til 2012-verdensmesteren
Den dobbelte danske DTC-mester Michel Nykjær vender efter et års fravær tilbage til Word Touring Car Championship, WTCC, det ene ud af kun tre officielle verdensmesterskaber inden for motorsport. Nykjær skal køre en Chevrolet Cruze i mesterskabet, der starter om en uge på den berømte Monza-racerbane i Italien.

Michel Nykjær stiller op sammen med det svenske team, NIKA Racing, som i 2012 indsatte ham i den tilsvarende svenske serie, STCC, hvor han blev nummer tre efter at have vundet fem løb. Helt frem til sæsonfinalen var Nykjær blandt titelaspiranterne.


Michael Nykjær har kørt for Nicklas Karlsons NIKA Racing i et år nu. I 2012 blev han nummer tre i det svenske mesterskab, STCC, med denne bil, der nu er opgraderet til 2013-specifikationer
(Foto: Michael Eisenberg)

"Det er en stor anerkendelse, som NIKA Racing viser mig, ved at lade mig køre deres bil i WTCC-serien," sagde Michel Nykjær på fredagens pressemøde i Göteborg.

"Det er fantastisk at komme tilbage til WTCC. Jeg har opbygget et tæt, fortroligt samarbejde med NIKA Racing i 2012 i STCC, og vi er helt parate til dette store skridt. WTCC er en af motorsportens ypperste discipliner med biler, der er ganske tæt på dem, almindelige mennesker kan købe i en bilforretning," uddyber den dobbelte DTC-vinder.

Michel Nykjær, der er 33 år, mener, at alle forudsætninger er til stede for succes:

"Jeg kender langt de fleste af banerne, og i Chevrolet Cruze har vi en absolut vinderbil. Så jeg ser meget lyst på vore muligheder for at nå fine placeringer," vurderer Nykjær.

Teamchef Nicklas Karlsson, NIKA Racing, glæder sig over samarbejdet: "Michel er en af verdens hurtigste standardbilracerkørere, og vi er naturligvis utrolig glade over at kunne fortsætte samarbejdet med en så erfaren kører," siger ankermanden bag NIKA Racing.


Dette trekløver, Michel Nykjær, Nicklas Karlsson og Stefan Lindberg, skal føre det svenske team NIKA Racings Chevrolet Cruze til tops i WTCC, verdensmesterskabet for standardbiler
(Foto: Michael Eisenberg)

Allerede lørdag foretager Michel Nykjær en shake-down test af sin Chevrolet Cruze racerbil, der er udstyret med alle de nyeste 2013-specifikationer. Det foregår på Padborg Park i Sønderjylland, hvorefter teamet drager til Monza lige nord for Milano. Lørdag den 23. marts er der tidskørsler, og søndag den 24. marts køres de to første løb i WTCC, hvor Michel Nykjær håber at kunne gøre sig gældende straks fra sæsonstart.

"Jeg mener, at Chevrolet er blandt de bedste biler i feltet, og selv føler jeg mig både fysisk og mentalt i topform. Vi håber meget på at kunne tilføre yderligere nogle sponsorer i årets løb, for det får vi brug for i den meget lange og økonomisk krævende sæson, der slutter med fem oversøiske løb i Brasilien, USA, Japan, Kina og til slut Macau til november," siger Michel Nykjær.

Om Michel Nykjær
Den danske racerkører Michel Nykjær har været et af dansk racings absolutte topnavne siden 2007, hvor han første gang vandt DTC (Danish Touringcar Championship) i en Seat. I 2009 gentog han bedriften i en Chevrolet, og ved begge lejligheder slog han blandt andet Jan Magnussen.

I 2010 kom Michel Nykjær med i WTCC (World Touring Car Championship), hvor han kørte for Seats fabriksteam med støtte fra en dansk privatmand. Michel Nykjær var tæt på at vinde løbet på den berømte italienske racerbane Monza, men punkterede en omgang før mål i førerposition. Han blev nr. 2 i FIA Rookie Challenge og nr. 2 i FIA European Touring Car Cup (ETCC), til trods for, at han på grund af WTCC-kalenderen deltog i et løb færre end konkurrenterne.

I 2011 blev Michel Nykjær nr. 2 i WTCC Yokohama Drivers' Cup (privatkørernes verdensmesterskab) efter en meget flot sæson.

I 2012 blev Michel Nykjær nr. 3 i STCC, det svenske mesterskab, og inden finaleløbet lå han endnu med meget fin mulighed for at vinde serien, men tekniske problemer satte ham tilbage. I 2012 havde han desuden et par meget flotte gæsteløb i WTCC.

Michel Nykjær er tilbage i WTCC nu i en Chevrolet Cruze sammen med det svenske team NIKA Racing.


Michael Eisenberg


Læs mere om:
  • Michel Nykjær

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde