DTC   10/01/13

17-årig racer-talent arbejder på debut i dansk motorsports kongeklasse
DTC - Danish Thundersport ChampionshipBanesports udvalget i Dansk Automobil Sports Union, DASU har netop besluttet, at fra og med den kommende sæson må de bedste unge racerkørere fra de er fyldt 16 år køre Auto-G DTC, dansk motorsports konge klasse. Dermed kan en drøm måske blive til realitet for det 17-årige unge racer-talent, Frederik Nymark.

Frederik Nymark forklarer her om sin sæson 2012, sine fremtidsplaner og drømme:

- Jeg debuterede som 16-årig i 2012 i OK Legend Car Cup, som den yngste kører nogensinde.

- Jeg kørte mig til ni podieplaceringer – heraf flere sejre foran Jason Watt, der er tidligere DTC-mester – og jeg fik en fantastisk debut-sæson i OK Legend Car Cup, hvor jeg opnåede en samlet 4. plads i mesterskabet.


• Det unge racer-talent, Frederik Nymark debuterede i 2012 som 16-årig - den yngste nogensinde - i OK Legend Car Cup. Her ses Frederik Nymark øverst på podiet på Padborg Park foran Jason Watt og Kenneth Jensen. Nu arbejder Frederik Nymark på at blive den yngste DTC-debutant nogensinde.
(Foto: Motorsporten.dk)

- Da man skulle være fyldt 18 år for at køre DTC, så var det min plan at køre Legend Car Cup i 2013 – gerne for at vinde mesterskabet – og i hvert fald med en målsætning om top 3.

- Jeg lægger ikke skjul på, at drømmen er debut i dansk motorsports kongeklasse, Auto-G DTC i fede V8 DTC-racere med ca. 500 HK.

- Nu er reglerne blevet ændret. Jeg behøver ikke være fyldt 18 år, så hvis sponsorerne er klar, så er jeg og vores team klar til at tage springet op i dansk motorsports kongeklasse, hvor jeg kan debutere som den yngste nogensinde i DTC.

- Jeg vil udfordre både de unge kørere og de kendte, etablerede navne som Jan Magnussen, John Nielsen, Casper Elgaard og Ronnie Bremer.

- Jeg har stor respekt for de mange dygtige kørere i DTC – men, jeg tænker ikke, at der er nogen, der er bedre end mig. Jeg tænker på at vinde, og det er det, jeg vil køre for hver gang. Målsætningen i min debut-sæson i Auto-G DTC skal være top-5.

Frederik Nymark er bevidst om, at han virkelig har behov for nogle gode og hurtige sponsor-aftaler, hvis det skal lykkes ham at debutere i dansk motorsports kongeklasse, DTC i den kommende sæson, der starter i maj. Men, fastslår den unge racer-kører:

- Hvis mine bestående og nye sponsorer virkelig vil, så er det realistisk, at de sammen med mig og vores team kan få nogle fantastiske oplevelser til deres medarbejdere og kunder samt blive synligt repræsenteret blandt de bedste i dansk motorsport.

DTC-promotor Peter Elgaard tilføjer: - Frederik Nymark har med sine flotte præstationer vist, at han hører til blandt de bedste unge racer-talenter. Jeg er ikke i tvivl om, at han vil kunne begå sig og udvikle sig endnu mere ved at køre i Auto-G DTC mod de bedste i dansk motorsport. Jeg håber meget, at vi kan byde Frederik Nymark velkommen som DTC-kører i 2013. Jeg er sikker på, at Frederik Nymark også vil være med til at fremme interessen for motorsport blandt de unge og dermed også på den måde til gavn for dansk motorsport.

DTC Motorsport A/S


Læs mere om:
  • Casper Elgaard
  • Frederik Nymark
  • Jan Magnussen
  • Jason Watt
  • John Elgaard Nielsen
  • Kenneth Jensen
  • Ronnie Bremer

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk