DM Rally   07/11/12

Brødrene Vallentin gik glip af bronzen
Var femtehurtigst generelt i DM-rallyfinalen, da maskinskader tvang dem til at stoppe
Først var det en splintret kobling, så en knækket drivaksel og til sidst et defekt plejlleje og ødelagte ventilløftere, så DM-sæsonen blev en ærgerlig deroute for dansk rallysports nye stjerneskud, den 21-årige mekaniker Simon Vallentin fra Gislinge.

Efter de første 11 kilometer hastighedsprøve i DM-turneringens finale på Bornholm havde Simon og lillebroderen, den 17-årige gymnasieelev Sune, kørt deres Peugeot 206 Super 1600 frem til femtepladsen i generalklassementet, og var foran den senere klassevinder- og mester Anders Rygaard, Korsør, i Honda Civic R3.


Fra den såkaldte shake-down test på Rønne Havn aftenen før starten på finaleløbet

Efter en ærgerlig sortie i semifinalen i Roskilde på grund af en splintret kobling var brødrene fra Gislinge opsat på revanche og på at score de nødvendige point for at nå op i medaljerækken.


Sune Vallentin i et afslappet øjeblik, før tekniske problemer spolerede pointjagten

- Men så knækkede den ene drivaksel på den tredje hastighedsprøve lige før pausen. Det lykkedes at få skaden udbedret, men på de efterfølgende to prøver fik vi så et problem med en ventilløfter og motorens toppakning. Og så var løbet kørt for vort vedkommende, fortæller en ærgerlig Simon Vallentin.


Erfaringen fra træningsopholdet i Tyskland kom Vallentin til gode på Bornholm

Gislinge-brødrene havde inden finalerunden en bronzemedalje indenfor rækkevidde, men to løb i træk med teknisk havari kostede dem dyrebare point til mesterskabet i klassen for 2-hjulstrukne biler, så med et underskud på otte point måtte de tage til takke med fjerdepladsen lige udenfor medaljerækken.

Ikke desto mindre har det været en løfterig sæson for Simon Vallentin, der i fjor blev kåret som Årets Førstekører og Årets DASU-talent, og siden af bilsportsunionens talentspejdere udpeget som det mest oplagte emne til støtte og videreudvikling med henblik på en international karriere.


En knækket drivaksel tvang stik imod sædvane Vallentin til at vige for en konkurrent

Det var på den baggrund, at Simon Vallentin for nogle uger siden var i Tyskland og køre Lausitz Rallye med den norske rallycoach og grus-specialist John Haugland som mentor.

2012-sæsonen er slut og Simon Vallentin har rettet blikket mod den kommende sæson og koncentrerer sig nu om at komme til start i en ny og bedre bil, så der kan komme mere fart i talentudviklingen.


Enden på fartfesten: Først en knækket drivaksel, så et ødelagt plejlleje i motoren

Morten Dam


Læs mere om:
  • Bornholm
  • 03/11/12 - Bornholm - DM Rally

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde