Special Saloon   22/08/12

Michael Carlsen tilbage på hjemmebane
Michael Carlsen fra Vissenbjerg har i år valgt at fokusere på udlandet, når det gælder hans motorsportsdeltagelse. Udvalgte løb i den franske Peugeot RCZ Racing Cup udgør krumtappen i hans racerprogram, men i denne måned vender han tilbage til Danmark og hjemmebanen. Den 24.-26. august er han nemlig til start ved det årlige Grand Prix på FDM Jyllandsringen.

”Jeg glæder mig meget til at køre herhjemme, hvor jeg kender banen på forhånd,” fortæller Michael Carlsen. ”Når jeg kører løb i udlandet, kender jeg ikke banerne, men det gør jeg herhjemme, så jeg tror, at jeg kan få et godt udbytte og noget erfaring ud af at deltage. Det skulle gerne give noget ballast til næste løb i Frankrig, hvor vi skal til Le Mans.” Når Michael Carlsen deltager i Peugeot RCZ Racing Cuppen, er han oppe mod 20 konkurrenter, der sidder i identiske biler, og hvor de fleste kender banerne. Ved Grand Prixet på Jyllandsringen kender han – ligesom de andre deltagere – banen, men hans racerbil er ikke helt optimal i forhold til racerbanen ved Silkeborg.

”Bilen er fra fabrikken gearet til at køre 250 km/t, og så hurtigt kommer vi ikke til at køre på Jyllandsringen. Samtidig er det meget hårde dæk, vi kører på, så mit gæt er nok, at bilen vil være et par sekunder langsommere pr. omgang end min gamle 407er fra DTC var,” vurderer Michael Carlsen. ”RCZ’eren er i Frankrig hurtigere end Clio-racerne, og det vil den naturligvis også være herhjemme. Her er der fire sekunder mellem en Clio og en DTC-bil, så vi vil nok ligge midt imellem.” Klassen, Michael Carlsen stiller til start i, er Special Saloon Car, hvor han sidste år var den mest succesfulde i sin division med sin Peugeot 407. Men det bliver ikke i samme division, at han denne gang starter. ”RCZ-modellen er jo en coupé, og det betyder, at vi skal starte i samme division som f.eks. Porscherne, og overfor dem og Aquila-prototyperne vil den have det svært,” siger Michael Carlsen. ”Men jeg kommer for at prøve bilen af og have det sjovt.” ”Men samtidig håber jeg også, at vi får noget lærerigt viden ud af det, når vi endelig kommer til en bane, som vi kender på forhånd. På de franske baner har vi oplevet, at vi kører hurtigere og hurtigere, jo længere tid vi kører på dækkene, og det er jo den omvendte verden af, hvordan tingene normalt er. Her topper nye dæk efter få omgange og bliver langsomme, så jeg håber, at vi får lært noget, vi kan bruge til finalen i Frankrig på Le Mans-banen.”

Carlsen


Læs mere om:
  • Michael Carlsen
  • Jyllandsringen
  • 26/08/12 - Jyllandsringen - Special Saloon

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde