Danish Endurance Championship   04/07/12

Topplacering forsvandt sammen med gear’ne
DEC - Danish Endurance ChampionshipMikkel C. Johansen måtte se en podieplads fordufte i horisonten, da han pludselig mistede forbindelsen til gearkassen i sin Aston Martin i langdistanceløb på Padborg Park.

Det er sjældent at eksotiske racervogne som Ferrari, Porsche, Chevrolet Corvette og Aston Martin tørner sammen på dansk grund, men startlisten til week-endens 4-timers løb på Padborg Park kunne godt lede tankerne hen på det netop overståede Le Mans. Der var adskillige nye biler og nye kører i forhold til årets tidligere løb i DEC-mesterskabet og det var en udfordring, som Mikkel C. Johansen fra Slagelse bød velkommen.


Aston Martin Vantage GT4 V8 med ca 480HK.
(Foto: RacingPromotion.dk)

"Det er meget spændende, at der er kommet flere af de hurtige GT-biler og sågar en enkelt prototype racer til. Og med chauffører som de to tidligere Formel 1-kørere, Jan Magnussen i en Ferrari 458 og Nicolas Kiesa i sin Porsche 997 GT3, bag rattet, så er det klart, at vi må stramme os an for at kunne tage kampen op," vurderede Mikkel før starten, hvor hans Aston Martin Vantage fra Perfection Racing Europe skulle starte fra en 5. plads.

Og det skulle hurtigt vise sig, at Mikkel C. Johansen og hans medkørere virkelig fik brug for at tage sig selv i nakken for at holde deres Aston Martin inde i kampen på den sønderjyske bane. Det lykkedes dog for teamet at holde sig fremme i feltet, og da Mikkel ved sidste pitstop skulle i bilen for at tage en tørn på en time og tre kvarter frem til målstregen, var muligheden for en topplacering stadig i live.


Teamets koordinator Erik instrurerer Mikkel C. (i midten) og hans to medkørere i dagens strategier.
(Foto: RacingPromotion.dk)

I langdistanceløb kan det være vanskeligt præcist at følge med i stillingen, da placeringerne skifter meget frem og tilbage alt efter, hvornår de enkelte teams vælger at gå i pit for at tanke benzin og skifte dæk. På et tidspunkt var Mikkel kommet helt op på andenpladsen og efterhånden som enden på de 4 timer nærmede sig, stod det klart at Aston Martin'en i hvert fald var på vej mod en podieplacering.

Men som et lyn fra en klar himmel blev der sat en stopper for det. "Pludselig sprang den ud af gear for mig og da det et par sving senere, skete igen meldte jeg ind til teamet i pitten, at der var noget galt. Men jeg nåede ikke engang at køre omgangen færdig, før jeg slet ikke kunne finde et gear at bruge," fortæller Mikkel C. Johansen, som med kun en halv time tilbage måtte se podiet forsvinde ud i den blå luft. En hurtig undersøgelse lokaliserede fejlen til en skifteforbindelse ned til gearkassen, men da denne var umulig at komme til uden at skulle have gearkassen ud af bilen, stod det klart at det var håbløst at forsøge at reparere skaden, på de under 30 minutter der resterede af løbet.


Mikkel C. (t.h.) og hans team, var bl.a. oppe i mod Jan Magnussen (t.v)
(Foto: RacingPromotion.dk)

På trods af skuffelsen kunne Mikkel C. Johansen dog stadig se positivt på dagen: "Da vi udgik lå jeg og kæmpede om podieplaceringerne med to tidligere Formel 1 kørere. Det kan jeg godt være lidt stolt af, selv om det selvfølgelig var en rigtig nedtur at udgå så tæt på mål." Skuffelsen var også mærkbar i resten af teamet, som alle havde kæmpet hårdt og følelsen blev meget rammende beskrevet af Perfection Racings teamchef, Kent Steffensen: "Godt nok er Padborg Park flad som en pandekage - men lige i dag er det som om, at vi er trillet baglæns ned ad den sidste bakke."
Med denne udtalelse, hentyder teamchefen til at teamet nu ikke længere indtager 1. pladsen i den samlede stilling, men er røget ned på 2. pladsen.

Sådan kan det altså også være i langdistanceløb, hvor både mekanik og kørere bliver udsat for store belastninger og hvor man ofte bliver belært om, at kæden ikke er stærkere end det svageste led. Men Mikkel C. Johansen og Perfection Racing Europe, er klar til at springe i sadlen igen til næste DEC-løb d. 11. august - igen på Padborg Park.

Birger W Johansen
RacingPromotion.dk


Læs mere om:
  • Mikkel C. Johansen
  • Padborg Park
  • 30/06/12 - Padborg Park - Danish Endurance Championship - DM

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde