Le Mans   19/06/12

Jan Magnussen kæmpede med bil og sygdom
Le Mansved årets Le Mans
Jan Magnussen og Corvette Racing var meget langt fra at få opfyldt deres ambitioner, da den 80. udgave af Le Mans blev afviklet. Jan Magnussen oplevede en problemfyldt træning og kvalifikation, hvilket betød en startplacering som nummer fem i det stærke GT felt. De manglende omgange på banen i træningerne kom også til at koste i starten af løbet, hvor Jan Magnussen ikke var tilfreds med bilens setup.

Det kostede ekstra tid ved hvert eneste pitstop, hvor teamet prøvede at udføre forskellige ændringer. Da det blev lørdag aften kørte bilen bedre, men da var Jan Magnussens Corvette, som han delte med spanske Antonio Garcia og amerikanske Jordan Taylor, en omgang efter søsterbilen, der førte løbet. Da næsten halvdelen af løbet var kørt, begyndte det at se positivt ud for Magnussen og holdkammeraterne, men netop som de var kommet op på andenpladsen fik bilen problemer med styrtøjet. Reperationerne satte bilen ud af kampen om en topplacering, men kørerne fortsatte med at køre konkurrencedygtige omgangstider og mod slutningen så det ud til, at en fjerdeplads var en mulighed. En generator gik dog i stykker og gennem de sidste timer måtte teamet skifte batteri ved hvert eneste pitstop. Søsterbilen, der tidligere havde ført løbet, havde også tilbragt det meste af natten i pitten, så da flaget faldt efter de 24 timer måtte Magnussen og Corvette Racing nøjes med en uvant femteplads som bedste resultat.


(Foto: Christina Bergdahl Magnussen)

”Vi er selvfølgelig meget skuffede” sagde Jan Magnussen efter løbet. ”Det her er ikke det, vi er vant til hos Corvette. Jeg er skuffet, men ikke over teamet. Teamet er så stærkt og så velforberedt, så at vi skulle opleve alle de problemer vi oplevede i år, er så ulig Corvette. Det er en skuffelse for os alle, for selvfølgelig havde vi regnet med, at vi skulle være med til at kæmpe om sejren. Desværre tilstød der så mange forskellige problemer, som vi ikke tidligere havde oplevet. Da starten gik, var bilen langt fra optimal. Den åd fordækkene hurtigere end den nogensinde har gjort før, så jeg sloges med understyring og vi var nød til at skifte dæk allerede ved første pitstop, samtidig med at vi konstant forsøgte at ændre bilens opsætning. Senere kunne vi køre tre stints på et sæt dæk, så vi fik fikset problemet, men så kom problemet med styrtøjet og senere generatoren. Disse skuffelser er det, der til gengæld gør det så meget større at vinde på Le Mans. Det løb kræver, at der er så mange faktorer, der går i den rigtige retning gennem 24 timer og med den konkurrence der er nu, så vinder man ikke, hvis man skal slås med problemer undervejs”.


(Foto: Christina Bergdahl Magnussen)

Udover problemer med bilen måtte Jan Magnussen også slås med influenza under årets Le Mans. ”Jeg vågnede op med feber på løbsdagen. Det er selvfølgelig ikke optimalt, men når først jeg var i bilen, så mærkede jeg intet til det. Jeg blev da også bedt om at køre en ekstra tur til sidst, da vi skulle kæmpe om fjerdepladsen, men så begyndte de øvrige problemer og vi måtte tage til takke med femtepladsen”.

Jan Kaiser
JanMagnussen.com
KevinMagnussen.com


Læs mere om:
  • Jan Magnussen
  • Le Mans
  • 17/06/12 - Le Mans - Le Mans

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk