Special Saloon   05/06/12

Røg og flammer på Djursland
Special Saloon Car har åbnet kampen om mesterskabet
Det omskiftelige danske vejr satte sit præg på weekendens Special Saloon Car Festival på Ring Djursland, men det beviste også, at et godt felt med potente biler og motiverede kørere kan skabe underholdning, så vejrliget ikke spiller nogen rolle for underholdningsværdien.

Der blev lagt lidt op til lidt ekstra underholdning, da Claus Christensen ikke var mødt op til førermødet lørdag, og derfor ville blive rykket fire pladser ned til starten på første heat. Den ændring til Reglement 5 var det nok kun løbslederen, der kendte efter reaktionerne at dømme, men så lærte de det.

Det var lykkedes Dennis Holbæk at få bilen klar med ny motor, og allerede i træningen viste han, at Claus ikke fremover skal forvente at kunne cruise sig til sejrene. Knap to tiendedele var der mellem de to Aquila’er, og det pressede Ckaus til en ny banerekord på 49,093 sekunder. Men Dennis er ikke eneste udfordrer til tronen, som klassens hurtigste mand. Jørgen Hansen var ved at få kørt sin nye Porsche 997 RSR ind og hen over weekenden fik han skruet differencen ned til et halvt sekund. Han imponerede også med overhalinger i fuld drift op gennem skoven, så følingen med bilen er på plads.


Dennis Holbæk havde fået ny motor
(Foto: Gripping Media)

Hans Henrik Pedersen manglede lige et par tiendedele, men den ildsprudlende V8’er kører efterhånden imponerende godt. Hvis den amerikanske troldmand Kevin ’Rocket’ Allen fortsætter med at pusle om detaljerne på bilen, så er der udsigt til større pokaler.

At konkurrencen er blevet skærpet fik Christer Gislerud også at mærke. Han stillede op i den samme bil, som han vandt med i 2009, men den manglede konsekvent knap et sekund på omgang for at kunne følge med. ”Næste gang kommer jeg med min Stealth, og så får vi se”, lød svaret på spørgsmålet om han var blevet lidt rusten. Christian Siepmann begyndte også at få styr på de mange hestekræfter i BMW’en, og han kørte et fejlfrit løb med masser af overhalinger og nærkampe med blandt andet Christer.

Johannes Graversen kunne ikke få fart i den lille røde Fiat. Han havde fået fremskaffet nogle Dunlop-radialdæk fra Australien, men de vendte åbenbart stadig på hovedet, så greb i asfalten ville de ikke levere. ”Sådan er det – man må prøve noget nyt, og nogle gange virker det”. Det gjorde det åbenlyst ikke i denne weekend, hvor man kunne se en sjældent kåd Fiat uafbrudt slå ud til højre og venstre. Johannes havde begge hænder fulde, for ay holde næsen den rigtige vej. Til gengæld fungerede det nye differentiale (model Graversen, forstås) helt efter hensigten, så de positive resultater opvejede i rigelig grad dækproblemerne.

Sidste års generelle mester, Andreas Boström, er heldigvis også med i år, og han viste med det samme, hvem der styrer i SS3. Med atten sekunder ned til nærmeste forfølger i klassen, Tor Brynjelsen, var forskellen markant. Det skal dog siges, at Tor havde lidt mekaniske problemer, der skal klares inden næste løb.

Med danmarkspremiere på Scotty-GT var alle og ikke mindst Andreas Kjærgaard spændt på forløbet. Det var en fryd for øjet med bilens fine linjer, og den så ud til allerede fra starten at være et godt og helstøbt køretøj. Under træningen måtte bilen parkeres udenfor banen, men det var heldigvis noget så simpelt, som et slapt speederkabel. I andet heat nedlagde gearskiftet arbejdet, og desværre fik man først identificeret fejlen, da tredje heat var startet. Problemerne til trods må det siges at være en vellykket premiere, så der er mere godt i vente, når bil og mand er blevet mere dus.

Tilbage i 1965 sang Margurite Viby om den lille Opel, og hvad den skulle have. Det har Martin Vedel Mortensen svaret på: En Honda-motor og så flad pedal. Det blev til to heatsejre, så noget tyder på, at opskriften passer. Det kunne være blevet til tre sejre, men i første heat ramte han Bjarne Mortens Peugeot 407, som blev krøllet for meget til at kunne køre mere den dag. Anders Christensen kunne så hjemføre en førsteplads, og med den nye bil er det ikke utænkeligt, at der kan komme med sølvtøj med hjem inden sæsonen er slut.


Martin Kiil støjede for meget
(Foto: Gripping Media)

De to biler fra Team Vrå med Martin Kiil og Christian Vejby, fik også sat deres præg på weekenden. Christian brillerede under træningen med at sætte bilen i hegnet i opløbssvinget, da speederproblemerne, som også drillede til Åbningsløbet, gav fuld gas på et lidt uheldigt tidspunkt. Martin Kiil havde ikke helt fået styr på støjdæmpningen under tidtagningen og måtte se sine tider forsvinde ud i den blå luft.

De problemer havde norske Molly Pettit ikke i sin højrestyrede Toyota. Hun manglede hestekræfter, og det passede helt klart ikke jenten, at de danske gutterne kjørte så fort. Forhåbentlig er hun ikke blevet skræmt bort, for hun er et flot eksempel på, at kvinder godt kan styre en racerbil.

Se flere billeder fra løbet på klassens hjemmeside her

Special Saloon Car
Gripping Media


Læs mere om:
  • Anders Christensen
  • Andreas Boström
  • Christer Gislerud
  • Christian Vejby
  • Claus Christensen
  • Dennis Holbæk Pedersen
  • Hans-Henrik Pedersen
  • Johannes Graversen
  • Jørgen 'Gamle' Hansen
  • Ring Djursland
  • 03/06/12 - Ring Djursland - Special Saloon

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk