Special Saloon   01/06/12

Fra Gruppe N til DTC i SSC
Det lyder kryptisk, men Anders Christensen har til 2012-sæsonen skiftet sin Gruppe N-Peugeot 307 ud med en tidligere DTC-bil, som han deltager med i Special Saloon Car. Ved Åbningsløbet på FDM Jyllandsringen viste Anders "Maler" gode takter i den nye bil.

Det var ellers med stor spænding at den mangeårige Gruppe N-kører stillede op til første løb i den nye bil. På trods af sin store erfaring er en næsten 300 hestekræfters bil noget af en opgradering, og der er gået flere testdage med at lære bilen at kende.


Anders Christensen har fået ekstra fart på i denne sæson
(Foto: Gripping Media)

Ikke desto mindre fik Anders Christensen en god start på sæsonen. Blandt de tidligere DTC-biler var Anders og 307'eren den hurtigste i to ud af tre heat. I SS2-klassen var det kun et ungt talent i en Opel Corsa, som konsekvent kørte fra den erfarne malermester fra Aarhus.

"Jeg er ved at have styr på bilen nu", fortæller Anders. "Vi har brugt nogle testkilometer på at få styr på undervognen, men jeg er begyndt at kunne give den gas nu, og den trækker godt nok hjemmefra, sådan en DTC-bil!"


Den gamle malermester er absolut konkurrencedygtig i Special Saloon Car
(Foto: Gripping Media)

I den generelle stilling bliver det naturligvis svært for Anders at følge med sønnike, Claus Christensen og dennes hurtige Aquila, men det er ikke hver dag, man ser far og søn deltage i samme klasse. Der blev da også givet god plads når den grønne Aquila dukkede op i bakspejlet på vej til at overhale med en omgang.

"Claus kører jo stærkt, og hans bil er noget hurtigere end min - så selvfølgelig gælder det om at komme af banen", griner Anders. "Jeg gav nu også god plads til hans konkurrenter, så jeg tror ikke at jeg var til nogen stor hjælp…"


Blandt de gamle DTC-biler var Anders Christensen den hurtigste
(Foto: Gripping Media)

Anders og den nye Peugeot 307 er allerede på banen igen i denne weekend, hvor Special Saloon Car kører på Ring Djursland.

Gripping Media ApS


Læs mere om:
  • Anders Christensen
  • Jyllandsringen
  • 27/05/12 - Jyllandsringen - Special Saloon

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk