Formel 1   12/04/12

Til Dragens land
Optakt til Det Kinesiske Grand Prix
På søndag køres sæsonens tredie løb, og vi skal alle blive lidt klogere på hvordan styrkeforholdet i virkeligheden er; er Ferrari så ringe som de selv siger? Er Red Bull stadig det bedste hold? Eller har McLaren overtaget den rolle? Og hvordan med Lotus - hvor gode er de egentlig? For slet ikke tale om Mercedes - kan de noget? Der er mange spørgsmål, som er ret uafklarede - nogle præcise svar skal vi ikke vente os, men måske nogle tydelige indikationer.

Sjovt nok har det ikke været løbet i Kina, der har fyldt medierne her i ugen op til løbet, næh - det har været næste uges løb i Bahrain der været diskuteret. Og dermed den ældgamle diskussion om man skal blande sport og politik. Svaret på det spørgsmål er ikke spor simpelt. Hvis man ikke skal køre i Bahrain fordi de har et regime, der undertrykker deres befolkning, hvorfor skal man så køre i Kina? Ja, ok - kineserne protestere ikke sådan voldsomt, sådan lige pt. Men er det, det der afgør om det er rigtig eller forkert at køre et løb.

Faktum om politik er, at man ikke kan undlade at tage stilling. Vælger man at køre et løb i et land, så er man med til at legitimere landet og dets regering. Svaret på dette, kan så passende være, at hvis landet er accepteret af det internationale samfund, er det ikke en sports opgave at gøre noget andet. I Bahrain er der uro, og uroen kan påvirke sikkerheden omkring løbet, og hvis sikkerheden ikke er i orden, så kan man selvfølgelig ikke køre løbet. Men hvad der skal til for at sikkerheden er i orden, spiller også ind.

I Kina har de ikke den slags problemer, det er 23 år siden der var protester på Den Himmelske Freds plads, og siden er kinesiske demokratiforkæmpere ganske belejligt gået i glemmebogen. Kina er en økonomisk stormagt, og den slags er ikke sjove alt for tit at skulle minde om at de måske har demokratiske problemer. Men for at svare på spørgsmålet - bør man køre F1 i en diktaturstat som Kina? Næh - det bør man ikke. Penge er ikke alt. Men man kører løbet uanset hvad jeg mener, og så må man forholde sig til det.

Og når det nu skal være, så er banen i Kina (i modsætning til sandblæste Sakhir) et reletivt positiv indslag i F1 kalendere - Tielke har i al fald lavet værre baner en Shanghai. Og sådan som sæsonen er startet, er der en god chance for at vi faktisk får spænding på søndag. Sæsonen er to løb gammel, og vi har allerede to forskellige vindere og en forhåndsfavorit der ikke har været på podiet endnu. Ferrari holder på at deres bil egentlig ikke er konkurrencedygtig og i kvalifikationen har det heller ikke været for imponerende, men ikke desto mindre vandt Alonso i Malaysia.

Om bilen nu er så middelmådig må tiden vise, men hvis den er, så er det da ganske imponerende at den alligevel har vundet et løb og så, så tidligt i sæsonen. Det er længe siden at gode kørere har vundet løb i middelmådige biler. Men det kan jo også tænkes at Ferrari bare har lavet en bil, der faktisk bare fungerer bedst med fulde tanke og 80 omgange foran sig, fremfor på en enkelt hurtig omgang - i så fald kan det blive til nogle spændende løb. Den anden Ferrari, Massas er måske lidt tungere eller sådan... den er i al fald ikke lige så hurtig som den anden. Massa er under pres, så meget at der allerede inden sæsonen gik i gang blev spekuleret om hvem der skulle erstatte ham. Det er måske lidt tidligt - omend Ferrari i gamle Enzos dage ikke altid havde tålmodighed i uendelige mængder. I nyere tid har man dog udholdt Eddie Irvine i tre sæsoner!

Mercedes har været lige omvendte - ganske gode på en enkelt omgang, men har næsten kørt baglæns i løbene. Imponerende har de ikke været, heller ikke når man fraregner uheldige omstændigheder. Så om ikke andet kan måske forvente en duel mellem en Ferrari på vej frem og en Mercedes på vej ned i feltet.

McLaren har derimod set ganske gode ud. En enkelt sejr er det blevet til, og generelt har Button set bedst ud, men ikke på samme måde som sidste år, hvor Hamilton virkede langt fra storformen. Hvis McLaren har fundet den rigtige løsning på sæsonen, vil vi kunne se dem i overlegen stil i Kina, men mere sandsynligt er det dog, at de må kæmpe for det. Det virker ikke som om man får meget foræret i 2012. Løb skal vindes, hvor de andre skulle tabes af de dominerende.

Red Bull har ikke leveret meget indtil videre, men alligevel fremstår de, ovenpå 2011, stadig som det hold der skal slåes. Det er de så blevet, men spørgsmålet er hvor meget der egentlig er i bilen. Det er meget muligt at vi indtil videre slet ikke har set hvad den faktisk formår. Men det er også muligt at den ikke formår meget mere end det vi har set. Det ville være en skam dog, at se en titelkandidaterne blive punkteret tidligt fordi bilen ikke er god nok. Men alligevel virker det usandsynligt at teamet skulle være røget så meget tilbage i forhold til sidste efterår, så mon ikke vi snart ser en rød tyr i front igen.

Et andet hold der ikke helt har vist hvad de kan, er Lotus, the team formerly known as Renault, der med Raikkonen og Grosjean har et par aggressive kørere og måske også et par uheldige. Men det virker som om bilen faktisk kan kæmpe med om podiepladserne hvis tingene går godt for dem. Og for en historisk interesseret person, som mig, vil det være hyggeligt igen at se navnet Lotus helt i front.

Midterfeltet er tæt pakket i Formel 1 i år. Mens McLaren og Red Bulls må betragtes som definitive tophold, og Ferrari sikkert også, er det mere tvivlsomt med Mercedes. De er måske i midten, sammen med netop Lotus, og Force India, og Sauber og Williams og Toro Rosso. Nogle af dem kan på en god dag vinde et løb, men de kan alle få podieplaceringer. Så kampen om placeringer kan blive tæt både på banen og i VM stillingen, der kan blive meget kort afstand mellem en 5. plads i VM og en 15. plads.

Hvem der vil klare sig bedst i den intense kamp i midterfeltet, på en given dag, er svært at forudsige. I Malaysia så vi en fremragende indsats af Sauber og Sergio Perez, og den slags er altid en fornøjelse. Flere af den slags overraskelser og Formel 1 er igen der hvor det er bedst: Spændende og uforudsigeligt.

Løbet bliver kørt klokken 9 søndag morgen, så man kan lige nå til bageren og ha' morgenhyggen parat.

Martin Møller-Thomsen


Læs mere om:
  • Shanghai
  • 15/04/12 - Shanghai - Formel 1

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk