Endurance   11/02/12

Kim Holmgaard kører Aston Martin i 2012
Sidste år fik Kim Holmgaard debut ved de store internationale langdistanceløb, og oplevelserne fra løbene på de krævende udenlandske baner har givet den aalborgensiske racerkører så meget blod på tanden, at han nu er klar til en ny sæson. Og det tillige i en ny og spændende bil.

”Jeg skal køre en Aston Martin på både Spa-Francorchamps i Belgien og Silverstone i England, og det glæder jeg mig rigtig meget til,” siger Kim Holmgaard. ”Selv om jeg endnu ikke har kørt i bilen, så kender jeg den fra sidste års 24-timers løb i England, hvor jeg selv var med, og hvor bilen vandt sin klasse og sluttede på andenpladsen generelt.”


Det er en Aston Martin Vantage GT4 som denne, at Kim Holmgaard i denne sæson skal køre en række internationale langdistanceløb.

Den bil, som Kim Holmgaard sammen med et par racerkolleger skal køre, er en Aston Martin Vantage GT4. Det er en bil, der er færdigbygget til racerbrug fra Aston Martin-fabrikken, og det er en hurtig sag. Bilens 4,7 liters store V8-motor yder 420 hestekræfter, og selv om bilen vejer godt 1.350 kg, så er den i stand til at accelerere fra 0 til 100 km/t på 4,5 sekunder og nå en topfart på godt 290 km/t.

”De præstationer får vi så sandelig også brug for med de løb, vi skal køre, for de udenlandske baner har nogle enorme langsider,” fortæller Kim Holmgaard. ”Da jeg sidste år kørte mit første løb på Spa-Francorchamps, var vores bil gearet til 276 km/t, men bilen rendte næsten ud for enden af den ene langside.”

Bag Kim Holmgaards deltagelse står Perfection Racing Europe – det team, han tidligere har kørt for i Advan Cuppen. Perfection Racing har ikke bare overtaget den bil, som sidste år blev toer i 24-timers løbet på Silverstone, men også meget af det udstyr, som Nicholas Mee Racing anvendte.


Perfection Racing Europe har også overtaget den tilhørende sættevogn til at transportere den britiske sportsvogn rundt i Europa.

”Bilen er naturligvis ny for os alle sammen i teamet, så derfor har vi valgt at deltage i en afdeling af Danish Endurance Championship, så vi kan lære den at kende og få noget erfaring med den, inden vi deltager i de to udenlandske løb,” siger Kim Holmgaard.

”Det er en vinderbil – det kan ikke passe andet, når den sidste år vandt sin klasse og blev nummer to generelt i 24-timers løbet på Silverstone. Jeg tror godt, at vi kan vinde, og vi får et godt set-up med Perfection Racing.”

Holmgaard


Læs mere om:
  • Kim Holmgaard
  • Perfection Racing

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde