DM Rally   09/02/12

Peugeot RCZ på vej ind i dansk rally
Alle teamene, som deltager i kampen om Danish Rally Championship, bruger vintermånederne til at forberede og optimere rallybilerne. Dette gælder også for Peugeot Sport Dealer Team DK, hvor Esben Hegelund og Christian Jensens Peugeot 207 Super 2000-modeller er ved at blive finpudset før sæsonstart. Men også teamets tredje kører, Kjeld Seidler fra Holmegaard, er i gang med forberedelserne. Her er der dog tale om en helt ny bil i rallysammenhæng.

”I sidste uge var vi i Paris hos Peugeot Sport for at hente vores nye legetøj – en helt ny Peugeot RCZ,” fortæller Kjeld Seidler. ”Bilen er færdigbygget som banebil til den franske RCZ Racing Cup, og vi er nu i fuld gang med at ombygge den til en rallybil. Det er en rigtig fin bil, og vi forventer da også, at vi ligesom sidste år kan blande os i top 3 i Tunet National”.


Disse to funklendes nye Peugeot RCZ-modeller er ved at blive klargjort til rally af Peugeot Sport Dealer Team DK

Sidste år vandt Kjeld Seidler og hans co-driver Marc Troels-Smith fra Store Heddinge DM-bronze i Tunet National, der er gruppen for tohjulstrukne, tunede biler. Gruppen har hurtigt udviklet sig til at være mesterskabets største, og 2012 tegner ikke til at bliver mindre. Der er tale om meget fine biler, som tilskuerne kan følge i den spændendende indbyrdes kamp om DM-points.

Som baneracer kan det eksemplar, teamet har hentet i Paris, ikke umiddelbart anvendes til rallybrug, men hos Peugeot Sport Dealer Team DK har man stor erfaring i at ombygge banebiler til rallybiler. Faktisk bliver RCZ’eren nummer fire i rækken!

”Største ændring er undervognen. For at bilen kan komme ud over stepperne på en rallyprøve hurtigst muligt, er det nødvendigt at ændre dens nuværende undervogn, som er beregnet til banebrug, til en mere allround undervogn, som både kan køre grus og asfalt,” forklarer Kjeld Seidler. ”Derudover skal der monteres et co-driversæde og diverse afdækninger i hjulkasserne, samt en kraftig bundplade under motor og gearkasse.

Kjeld Seidler bliver ikke den eneste Peugeot RCZ-chauffør i Peugoet Sport Dealer Team DK. Der er hentet yderligere et eksemplar til teamets ni-dobbelte Danmarksmester og teamchef, Jens-Ole Kristiansen fra Sorø. Denne bil skal primært bruges til forskellige rallysprints og events, og den kan blandt andet ses i action ved det svenske Lille Mats rallysprint i maj, mens Kjeld Seidlers eksemplar skal aktion inden da.

”Teamet satser hårdt på at være klar til første DM-løb, som er Wikinger Rallye i Tyskland, men inden vi er klar, er der en del formaliteter som skal være i orden,” forklarer teamchef Jens-Ole Kristiansen. ”Udover det rent tekniske, skal bilen også homologeres og godkendes for at kunne deltage i mesterskabet. Vi krydser fingre for, at alt klapper, så vi kan komme ud og kæmpe om medajlerne allerede i slutningen af marts.”

Peugeot Sport Dealer Team DK


Læs mere om:
  • Christian Jensen
  • Esben Hegelund
  • Kjeld Seidler
  • Marc Troels-Smith

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde