FIA Formel 2   29/09/11

Mikkel Mac på vej til Monza
De store lastbiler med de 22 Formel 2 biler har nu sat kursen mod italienske Monza. I den kommende weekend afvikler Formel 2 endnu to afdelinger af sit mesterskab, og her spiller den unge danske racerkører Mikkel Mac en betydelig rolle. Han har stille og roligt sæsonen igennem samlet point og ligger nu pænt placeret i midterfeltet af unge talentfulde racerkørere fra hele verden.

Som navnet antyder er der tale om lynhurtige formel-biler, i realiteten kun overgået af Formel 1. Flere danske racerkørere deltager i internationale formel-serier, men Mikkel Mac opnår i sin turbo-drevne Formel 2 de højeste hastigheder. Netop Monza er kendt for sine lange lige stræk og bløde oplagte højhastighedskurver, og her vil gennemsnitshastigheden for Mikkel ligge et sted mellem 205 og 210 km. Selv på de mest øde tyske motorveje vil det være svært at bevæge sig uafbrudt med over 200 km i mere end nogle få minutter og på Monza er der 21 skruppelløse konkurrenter til at gøre livet surt for Mikkel. Så der bliver travlt i cockpittet i de små 45 minutter et typisk løb varer.


(Foto: Gary Parravani)

Mikkel Mac går uimponeret til opgaven, selvom han selvfølgelig har stor respekt for Monza. Da han for nogle år siden kørte Formel BMW prøvede han også at køre på Monza, så han kender den udmærket. Selvom Formel 2 bilen er noget hurtigere end den motorsvage Formel BMW, så er det en stor fordel at have banen i rygraden. Og med en udmærket præstation fra forrige løb på Red Bull A1 Ring i Østrig i ryggen er det ambitionen at køre yderligere point ind på kontoen, så den samlede placering ved sæsonafslutningen gerne skulle ligge indenfor top-10.

I løbet af weekenden bliver der masser af køretid for de unge talenter, foruden et par tests fredag er der lørdag en kvalifikations-session og et løb, mens der igen om søndagen køres en kvalifikation og et løb. Løbene kan følges live på www.formulatwo.com.

Peder Madsen


Læs mere om:
  • Mikkel Mac
  • Monza
  • 02/10/11 - Monza - FIA Formel 2

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk