ALMS   18/09/11

Jan Magnussen missede mesterskabet
American Le Mans Series- efter svært løb
Jan Magnussen og hans engelske holdkammerat Oliver Gavin var for en sjælden gang skyld ude af kampen om topplaceringerne, da næstsidste afdeling af den Amerikanske Le Mans Serie blev afviklet på Laguna Seca i Californien. Allerede fra start i det 6 timer lange løb, stod det klar, at Corvetten havde problemer med, at få dækkene til at være konkurrencedygtige gennem et helt stint.

Gavin kom fra start som toer, men kort inde i løbet faldt han bagud i feltet, inden han måtte gå i pit fra en syvendeplads for at få nye dæk. Det blev mere eller mindre mønstret for hele løbet, hvor Jan Magnussen og Gavin dog fik vist små glimt af, hvor hurtige de kunne have været, hvis dækkene havde holdt. De var et par gange oppe og snuse til top tre, inden dækkene mistede greb og de mistede placeringer. Det stod på forhånd klart, at Jan Magnussen og Gavin skulle slutte foran BMW #56 med Müller og Hand, hvis de fortsat skulle have en chance for at vinde mesterskabet, men det satte de frustrerende problemer dog en stopper for.


(Foto: Jan Kaiser)

GT feltet bød ellers endnu en gang på masser af tæt ræs. Således var det Porsche, BMW, Ferrari og altså glimtvis Corvette, der kæmpede side om side i det lange løb og først på allersidste omgang, efter 6 timers kørsel, blev løbet afgjort, da Porsche #45 fik overhalet Ferrari #62 og tog sejren. Bagved kom BMW #56 med Dirk Müller og Joey Hand også forbi Ferrarien og de sikrede sig dermed mesterskabet allerede inden årets sidste løb, Petit Le Mans, afvikles om 14 dage.

”Det var en frustrerende dag” sagde Jan Magnussen efterfølgende. ”Vi var hurtige nok på friske dæk, men det varede kun meget kort tid, før vores omgangstider faldt drastisk og man måtte forsvare sig for angreb bagfra. Vi prøvede med lidt forskellige pitstop strategier og var med fremme et par gange, men det holdt desværre ikke i det lange løb. Vi vidste, det ville blive svært at vinde mesterskabet, da BMW har været meget stærke i år, men nu er jeg sikker på, at vores ingeniører nok skal gå hjem og knokle, så vi kan være konkurrencedygtige ved Petit Le Mans om 14 dage og forhåbentligt kan slutte sæsonen med en sejr”.

I næste weekend kører Jan Magnussen sæsonens sidste Camaro Cup løb for Fukamuni Racing på Mantorp Park i Sverige.

Jan Kaiser
JanMagnussen.com
KevinMagnussen.com


Læs mere om:
  • Jan Magnussen
  • Oliver Gavin
  • Laguna Seca
  • 17/09/11 - Laguna Seca - ALMS

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde