Danish Endurance Championship   30/06/11

DK Motorsport tæt på og langt fra sejren
DEC - Danish Endurance ChampionshipPå Padborg Park manglede de to mandskaber henholdsvis otte sekunder og 107 omgange
DK Motorsport var atter repræsenteret med to mandskaber, da årets tredje afdeling af Danish Endurance Championship blev kørt som et seks timers løb på Padborg Park. Og selv om de to mandskaber var på banen samtidigt, oplevede de to vidt forskellige løb.

Johnny Andersen, Thomas Wulff og Jan Seerup kæmpede ikke blot med om førstepladsen i Clio-divisionen. De dystede også om sejren i den hårde division 2, hvor de til sidst endte med at mangle sølle otte sekunder for at kunne få den største pokal. Derimod regnede uheldene nærmest ned over Tom Pedersen, Per Johansen og Lars Højris, hvis hurtigere Opel Corsa efter flere kollisioner endte 107 omgange efter søsterbilen fra DK Motorsport.

Men selv om trioen i teamets nye Renault Clio hentede pokalerne til teamet, havde de heller ikke helt heldet med sig.

”Vi kører rigtig godt, men det kikser til sidst med den sidste safety car-periode,” forklarer Jan Seerup. ”Da faldt tingene bare ikke ud til vores side. Det var rigtig, rigtig uheldigt, for vi havde så meget fart i bilen, så de tyve sekunder, vi der var bagefter, havde vi for længst hentet ind. Men sådan er racing. Til gengæld er det fedt at se, at vi har farten.”


(Foto: DK Motorsport)

Men DK Motorsports drenge kæmpede, og over den sidste halve time blev Thomas Wulff ved med at hale ind på den førende bil fra AD Racing.

”Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne, men jeg kunne ikke køre hurtigere,” siger Thomas Wulff. ”Jeg var syv sekunder efter etteren, men den sidste safety car kom ud på den rigtige side af vores konkurrent, men på den forkerte side af os, og så var vi en omgang bagud igen. Men tillykke til dem. Det kunne lige så godt være gået den anden vej, men vi gav alt, hvad vi kunne.”

”De 7,5 sekunder, som vi mangler, er ting, hvor man siger, at det er ærgerligt,” tilføjer Johnny Andersen. ”Men hvis man vender det hele om, så er det gået perfekt for os. De andre var bare en tand bedre end os, så vi kan bare sige tillykke med sejren til dem. Det er helt sikkert.”

DK Motorsports Opel Corsa var også tæt på, men det var i løbets indledende fase, hvor bilen som den eneste fra division 2 var i stand til at være omgangshøjde med feltets to Porscher og den hurtige BMW. Men så begyndte uheldene ellers at ramle ned over kørertrioen, der endte med at tilbringe mere end to timer af det seks timer lange løb som tilskuere i pitten.

”Der var en af de langsommere biler, som jeg overhalede indenom, men som drejede tidligere ind i et sving, så hans baghjul ramte mit forhjul,” siger Per Johansen. Kollisionen kostede et ødelagt forhjulsophæng og et ufrivilligt stop på 15 minutter, hvorefter Tom Pedersen kom i bilen.


(Foto: DK Motorsport)

”Vi havde faktisk en rigtig god speed, bedre end vi nogensinde har haft i år, så jeg tror, at hvis vi ikke havde haft skader, så kunne vi godt have kæmpet med om den generelle sejr,” siger Tom Pedersen, der overlod bilen til Lars Højris, som så løb ind i problemer.

”Han var så uheldig at blive skubbet af i Big Mag Corner, hvor vi ødelagde et forhjulsophæng og et baghjulsophæng og alt, hvad der næsten kunne gå i stykker,” forklarer Per Johansen. ”Vi kæmpede for at få bilen lavet, og så kom Lars på banen igen, og da hans køretid var sluppet op, kørte jeg de sidste omgange. Det var lidt af en opgave, for bilen rendte lige så skæv som en hanhund.”

”Men det var vores løb nummer 13, og vi har haft 12 rigtig gode løb uden de helt store problemer, så det skulle jo også komme til os i dag. Og det var i dag.”

DK Motorsport deltager i en afdeling af Tegee-Dan Clio Cuppen i den kommende weekend på Zandvoort, men ellers er det først i midten af august, at der atter skal kæmpes om point til Danish Endurance Championship.

DK Motorsport


Læs mere om:
  • Jan Seerup
  • Lars Højris Nielsen
  • Per Johansen
  • Thomas Wulff
  • Tom Pedersen
  • Padborg Park
  • 25/06/11 - Padborg Park - Danish Endurance Championship

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk