DM Rally   16/06/11

Den danske rallyelite indtager Sønderborg og omegn
Rally Sønderborg køres i weekenden med Sønderborg som omdrejningspunkt
Sønderborg og omegn vil over to dage komme til at emme af aktivitet og summe af lyden fra potente rallybiler, når tredje afdeling af årets Mekonomen Rally Championship køres den 17. og 18. juni. Løbets officielle navn er Rally Sønderborg, og det er ikke uden grund. Hovedbyen, der forbinder Als og Sundeved, bliver nemlig det centrale omdrejningspunkt for rallyet.

Det hele begynder fredag midt på eftermiddagen. Her bliver Rådhustorvet omdannet til et åbent værksted, når alle de godt 60 deltagende køretøjer skal igennem teknisk kontrol. Her skal rallybilerne checkes efter for at sikre, at alle sikkerhedsforskrifter er overholdt, og det kommer til at ske samtidig med, at der på Rådhustorvet bliver interviews med mange af kørerne.


Kim Boisen fra Broager bliver en af de lokale deltagere i Rally Sønderborg.

Fredag aften går det så løs med et to timer langt rallyshow, hvor deltagerne får mulighed for at prøve materiellet af en sidste gang, inden selve løbet starter. Rallyshowet foregår i tidsrummet fra 18.00 til 20.00 ved Nørre Havnegade, og også her vil en speaker fortælle om deltagerne og løbet.

Lørdag foregår selve rallyet, hvor holdene skal ud på i alt 12 hastighedsprøver, der er fordelt med seks på selve Als og fire på Sundeved, mens der også to gange skal køres på hastighedsprøven ved Nørre Havnegade. Der sker om eftermiddagen, og her vil der også være speak med resultatformidling og statusopdateringer.

Centralt i selve Rally Sønderborg bliver området ved Sønderborg Slot, nærmere bestemt Sønderbro, Slotsbakken og Sønder Havnegade. Her vil der være rallycentrum, hvor rallymandskabernes rullende værksteder for et døgn gør holdt og er klar til at servicere bilerne mellem de forskellige hastighedsprøver. Hele området ved Sønderborg Slot vil derfor byde på masser af muligheder for at tage rallybilerne i nærmere øjesyn, hvis man ikke vil opleve dem på hastighedsprøverne ude i landet. Det er også her, at vinderen af Rally Sønderjylland vil blive kåret lørdag eftermiddag ved 16.30-tiden.


Der bliver stemning og fest i centrum af Sønderborg den 17. og 18. juni, når årets Rally Sønderborg køres.
(Foto: Johnny Pedersen)

Hvem vinderen bliver, er et godt spørgsmål. Hele den danske elite har meldt sig klar til kamp, og der er lagt op til et brag af en kamp om de store pokaler.

Ib Kragh, Juelsminde, vandt den seneste runde af Mekonomen Rally Championship, men det er Brian Madsen, Slagelse, der fører årets mesterskab efter sin sejr i sæsonpremieren. Et tredje bud på en vinder er Christian Jensen, Ans, der er de to seneste sæsoners mest vindende kører i DM-sammenhæng.

Rally Sønderborg har naturligvis også lokal deltagelse. Det er Kim Boisen, Broager, som starter i sin BMW M3.

Fakta om Rally Sønderborg

Rallycentrum:
Det gamle Havnekontor, Nørrebro 1, 6400 Sønderborg.
54°54’31.64‘‘N. 9°47’16.49‘‘Ø.

Serviceplads:
Servicepladsen er placeret foran Sønderborg Slot og i Sønder Havnegade i Sønderborg.

Tidsplan fredag den 17. juni:
Tid Event Sted
15:00 Teknisk kontrol Rådhustorvet, Sdb.
18:00 Start på rallyshow Nørre Havnegade, Sdb.
20:00 Slut på rallyshow Nørre Havnegade, Sdb.

Tidsplan lørdag den 18. juni:
Tid Event Sted Distance
07:40 Start Kasernen, Sdb.
08:18 Sweetdeal-prøven SS1 Guderup/Elstrup 20,34 km
08:44 Rabøl-prøven SS2 Havnbjerg/Himmark 11,78 km
09:14 Synshallen Sønderborg-prøven SS3 Mjang/Kirke Hørup 12,92 km
09:55 Servicepause Sønderbro, Sdb.
10:40 Sønderborg Kommune-prøven SS4 Guderup/Elstrup 20,34 km
11:06 Rabøl-prøven SS5 Havnbjerg/Himmark 11,78 km
11:36 Synshallen Sønderborg-prøven SS6 Mjang/Kirke Hørup 12,92 km
12:17 Servicepause Sønderbro, Sdb.
13:07 Mekonomen Autoteknik-prøven SS7 Nørre Havnegade, Sdb. 2,50 km
13:31 Sydbank-prøven SS8 Ullerup/Avnbøl 6,60 km
13:55 Bygma-prøven SS9 Ragebøl 12,44 km
14:29 Servicepause Sønderbro, Sdb.
14:54 Mekonomen Autoteknik-prøven 2 SS10 Nørre Havnegade, Sdb. 2,50 km
15:18 Sydbank-prøven SS11 Ullerup/Avnbøl 6,60 km
15:42 Bygma-prøven SS12 Ragebøl 12,44 km
16:10 Mål Nørrebro 1, Sdb.
18:30 Præmieoverrækkelse Nørrebro 1, Sdb.

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Sønderborg
  • 18/06/11 - Sønderborg - DM Rally - DM

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde