Danish Endurance Championship   06/06/11

Det gik ikke som de håbede på for Sally Racing
DEC - Danish Endurance ChampionshipDe tre kørere Peter Obel, Kennie Frydkjær Jensen og Martin Gøtsche, samt hele Sally Racing teamet havde set frem til et godt resultat i anden afdeling af Danish Endurance Championship i lørdags på Ring Djursland.
På grund af en afkørsel, samt en 'lidt tvivlsom' regel om udkørsel fra pitten under safety car perioderne, kom det til at koste dem meget tid på den forkerte side af autoværnet.

De tre kørere havde spændt set frem til løbet, og nok mest af alt Martin Gøtsche der i år kører sin første sæson i en bil klasse, og som for første gang skulle stifte bekendskab med Danmarks mest udfordrende bane!


(Foto: Motorsporten.dk)

Dagen startede pænt for de tre Sally Racing kørere, der i den første af de kombinerede træninger og tidtagninger placerede teamets Renault Sport Clio III på en generel 11. plads, samt på 7. pladsen i klasse 2, samt som nummer 4 blandt de biler der også deltager i Clio Divisionen.

I den anden træning og tidtagning blev det til en samlet 13. plads, samlet placeringer som nummer 8 og 5 i henholdsvis klasse 2 og Clio Divisionen. Alt i alt et udmærket udgangspunkt til det 3 timer og 45 minutter lange løb, da deres tider lå ganske tæt på konkurrenterne.


(Foto: Motorsporten.dk)

Kennie Frydkjær Jensen startede i Clio raceren, og med et solidt stint, kørte han bilen frem i den samlede stilling, og kunne overlade den til Martin Gøtsche på 4. pladsen i Clio Divisionen.

Martin Gøtsche fandt hurtigt rytmen i bilen, og i takt med at han fik mere erfaring med banen, kørte han også stabile tider.
Men desværre måtte han også sande at Ring Djursland er en krævende bane, og kommer man uden for idealsporet, så er man i problemer - og det var lige hvad Martin kom, for efter at have været i kontakt med en af konkurrenterne, havnede han ude i sandfanget.

Ring Djursland's rydningsfolk fik hurtigt hentet bilen, og fragtede den tilbage til pitten, hvor teamets mekanikere med vanlig snilde fik bilen køreklar igen.


(Foto: Motorsporten.dk)

Sidste mand i bilen var Peter Obel, der med tider der næsten lignede dem man kører i sprintløb vandt lidt af det tabte tilbage, men igen kom teamet (og flere andre team) i modvind, da der under løbet blev indført den regel at pitudkørslen var lukket mens der var safety car på banen, det kom til at koste dem en hel omgang i forhold til konkurrenterne i forbindelse med et tankstop!
Tilbage på banen fortsatte Peter det høje tempo, og kunne køre Clio'en over målstregen på en generel 10. plads, samt på 7. pladsen i klasse 2 og 4. pladsen i Clio Divisionen.

Teamejer og -chef Jesper Sally Pedersen er på trods af problemerne tilfreds med weekenden:
"Alle tre kørere leverede en god indsat, teamet fungerede perfekt og Clio raceren viste sig endnu en gang som en stabil racerbil, men der manglede lige det sidste held til en topplacering, så resultatmæssigt blev det til en weekend på det jævne."


Hr. Nielsen


Læs mere om:
  • Kennie Frydkjær Jensen
  • Peter Obel
  • Ring Djursland
  • 04/06/11 - Ring Djursland - Danish Endurance Championship

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk