Legends Car Cup   06/06/11

Legend-racerne leverede spændende og dramatisk race
Legends Car CupDer blev kæmpet hårdt om placeringerne i flere klasser på Ring Djursland
Ring Djursland skød i weekenden sin 2011-sæson i gang. Lørdag blev der kørt langdistanceløb over næsten fire timer, hvor afgørelsen først faldt inden for den sidste halvdel af løbet, og søndag blev der disket op med 12 sprintløb fordelt på fem felter, og her blev der i flere af felterne budt på spændende og dramatisk race.

Publikumsfavoritten blev Legend Car Cuppen, hvor der i alle tre heats blev kæmpet hårdt og intenst om sejren. Weekendens store triumfator blev Mikkel C. Johansen, Slagelse, der var meget tæt på at forlade banen med maksimumpoint. En pole position, to sejre og en tredjeplads blev det til. Han manglede kort og godt blot fem point i at sikre den maksimale score for en weekend i Legend Car Cuppen.


Nicholai Sørensen og Mikkel Johansen var i tæt kamp i Legend Car Cuppen på Ring Djursland Grundlovsdag
(Foto: Morten Alstrup)

To af de kørere, som Mikkel C. Johansen kæmpede med, var Nicholai Sørensen, Sindal, og Mads Caprani, Randers – og de to kørere havde også en hård kamp indbyrdes.

I det andet heat blev kampen mellem Mikkel C. Johansen og Nicholai Sørensen om førstepladsen så hård, at de kolliderede, og den situation kunne Mads Caprani udnytte til at gå i front og vinde. Men inden da havde Mads Caprani måttet arbejde for i det hele taget at komme i den situation. Han var kørt af banen i første heat på et tidspunkt, hvor han dystede med Nicholai Sørensen om andenpladsen, og han skulle derfor starte andet heat som nummer 11. En for en overhalede han konkurrenterne, så han på sjette omgang var fremme på tredjepladsen og kunne udnytte sammenstødet mellem de to førende.

I det tredje heat blev der også gået til stålet. I starten blev Mikkel C. Johansen presset af Nicholai Sørensen, men så opstod der luft mellem de to, alt imens Mads Caprani fik passeret Svante Askov, Odense, der holdt tredjepladsen fra start. Mads Caprani fik kørt Nicholai Sørensen ind, men i et overhalingsforsøg ramte han denne og blev idømt en strafbane, som satte ham tilbage. Alligevel lykkedes det Mads Caprani atter at køre sig frem og udfordre Nicholai Sørensen på den 11. af de 14 omgange. Det endte desværre galt med et sammenstød, hvorfra ingen af de to kunne fortsætte.

I stedet gik anden- og tredjepladsen her til den 18-årige Patrick Hansen, Glumsø, og Svante Askov, og der var ingen af de to, som fik tingene foræret. Specielt ikke Patrick Hansen. Han er ny i denne sæson i Legend Car Cuppen, og han fik arbejdet sig frem gennem rækkerne, hvor han gennem en stor del af løbet havde en tæt kamp med Svante Askov.


Unge Patrick Hansen tog sin første podieplacering i Legend Car Cuppen på Ring Djursland
(Foto: Morten Alstrup)

Patrick Hansen, Glumsø, blev dog efterfølgende frataget sin andenplads, da hans bil ved en afsluttende kontrolvejning viste sig ikke at overholde minimumsvægten. Derfor rykker Svante Aaskov op på andenpladsen, mens tredjepladsen i løbet går til Jens Winther, Langå

Formel Ford-klassen udløste et hattrick af sejre til Jesper K. Egebart, Børkop, mens en tæt duel om andenpladsen i et af løbene mellem Jacob Nørtoft, Vemmelev, og Elliot Winther, Roskilde, betød, at sidstnævnte måtte en tur på hospitalet for at blive checket. Heldigvis havde han kun slået sig og kunne senere vende tilbage til banen.

Dramatik var der også i det blandede felt for Yokohama 2000 Cup, Suzuki Swift Cup og Citroën DS3 Cup, hvor Steffen Petersen, Bredebro, ramte Lars Eegholm, København, med det resultat, at sidstnævnte rullede rundt. Her skete der ikke personskade, men den hvis Citroën trænger til en kærlig hånd.

Næste gang, der køres løb på Ring Djursland, er i weekenden 18.-19. juni, hvor der køres Classic Car Meeting.

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Ring Djursland
  • 05/06/11 - Ring Djursland - 1600 Challenge - DM
  • 05/06/11 - Ring Djursland - 207 Spider Cup DK - DM
  • 05/06/11 - Ring Djursland - Citroën DS3 Cup
  • 05/06/11 - Ring Djursland - Formel Ford - DK - DM
  • 05/06/11 - Ring Djursland - Legends Car Cup
  • 05/06/11 - Ring Djursland - Swift Challenge
  • 05/06/11 - Ring Djursland - Syver Race Cup - DM
  • 05/06/11 - Ring Djursland - Yokohama 2000 - DM

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk