Clio Cup - DK   30/05/11

Maksimumscore gav Christensen mesterskabsføring
Clio CupDen regerende mester i Tegee-Dan Clio Cuppen kom tilbage i toppen af tabellen efter anden runde af årets mesterskab på Padborg Park. Michael Christensen, Varde, var hurtigst i tidtagningen og formåede også at blive en sikker vinder af begge søndagens heat, så han nu er gået fra at være syv point bagud til at være 16 point foran i den hurtige mærkeklasse.

Rent faktisk overtog Michael Christensen mesterskabsføringen allerede under tidtagningen, hvor han ikke blot var hurtigst, men hvor triumfatoren fra sæsonpremieren Jacob Kristensen, Selling, tillige ikke kunne finde den rette opsætning af bilen og derfor endte sidst. Det betød, at mens Jacob Kristensen skulle starte første løb på pole position, startede Michael Christensen bagest, men i løbet af blot tre omgange havde han kørt sig frem til andenpladsen, så han kunne udfordre Jacob Kristensen. På femte omgange gik han forbi og tog en føring, han ikke tabte igen.


Michael Christensen (1) kæmpede sig fra sidste- til førstepladsen i første heat på Padborg Park.
(Foto: Gripping Media)

Umiddelbart efter Michael Christensen var gået forbi Jacob Kristensen, blev denne også angrebet af Christian Siepmann, Risskov. Det endte med en kollision mellem de to sidstnævnte, så Jacob Kristensen spandt rundt, mens Christian Siepmann fik en strafbane. Nu lå Jan Engelbrecht, Virum, på andenpladsen, men i løbets sidste tredjedel blev han sat under hårdt pres fra Christian Siepmann, der atter havde Jan Seerup, Greve, til at puste sig i nakken.

Der blev kørt tæt i trioen, hvor der blev lagt an til flere overhalinger, men der skete først noget, da Jacob Kristensen dukkede op på scenen. Han gik forbi Jan Seerup, men i forbindelse med et overhalingsforsøg på Christian Siepmann endte han udenfor banen og sluttede i det slagne felt. Jan Engelbrecht kunne derfor køre i mål på andenpladsen og notere sig sit hidtil bedste resultat i Tegee-Dan Clio Cup.

Andet heat blev også vundet af Michael Christensen, men også her blev man vidne til en hård og tæt duel mellem Christian Siepmann og Jacob Kristensen i sidste halvdel af løbet. Kampen stod om andenpladsen, og flere gange prøvede Jacob Kristensen til med en overhaling, men alt sammen virkede forgæves, indtil han på allersidste omgang fandt en vej forbi Christian Siepmann.


Andet løb på tæt kamp mellem Christian Siepmann, Jan Seerup og Jacob Kristensen.
(Foto: Gripping Media)

Feltet i Tegee-Dan Clio Cup talte denne gang to debutanter, Kim Lund, Silkeborg, og Martin Vedel Mortensen, Odense. Det var Kim Lund, som samlet set fik flest point på tavlen på Padborg Park, men det var Martin Vedel Mortensen, der blev noteret for den største pointscore af de to.

Det skete under tidtagningen, hvor han i det våde føre imponerede ved at sætte tredjehurtigste tid, og dermed blev han blot en af i alt fem kørere, som har noteret sig en top 3-pointscore i forbindelse med en afdeling af Tegee-Dan Clio Cup.

I det første af søndagens løb måtte såvel Kim Lund som Martin Vedel Mortensen sande, at en Renault Clio Cup-racer kan være en håndfuld på de første omgange, hvor bagdækkene ikke er varme. Begge snurrede enten helt eller halvt og derfor blev de sat noget tilbage i forhold til det øvrige felt. I det andet heat var duoen også uheldige i starten, hvor Martin Vedel Mortensen forbremsede sig og ramte Kim Lund. Martin Vedel Mortensen måtte udgå med ødelagt sporing, mens Kim Lund kunne fuldføre.

Stillingen i Tegee-Dan Clio Cup:
Pl. Kører Hjemsted Point
1 Michael Christensen Varde 110
2 Jacob Kristensen Selling 94
3 Christian Siepmann Risskov 92
4 Jan Engelbrecht Virum 73
5 Jan Seerup Greve 70
6 Martin Frederiksen Odense 37
7 Kim Lund Silkeborg 31
8 Ronnie Nielsen Smørum 30
9 Martin Vedel Mortensen Odense 24
- Peter Rasmussen Søllinge 24

Næste afdeling af Tegee-Dan Clio Cup køres på Ring Djursland den 18.-19. juni.

Tegee-Dan Clio Cup Danmark

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Jacob Kristensen
  • Jan Engelbrecht
  • Jan Seerup
  • Kim Lund Johansen
  • Michael Christensen
  • Padborg Park
  • 29/05/11 - Padborg Park - Clio Cup - DK

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk