Ginetta Junior Cup Danmark   14/05/11

Tommy Schröter promotor for talentklassen Ginetta Junior Cup Danmark
Officiel testdag for 15 - 21 årige kørere den 16. august på Padborg Park
Fredag den 6. maj blev det officielt, Dansk Automobil Sports Union (DASU) har givet grønt lys til at Danmark får en ny motorsportsklasse i 2012! I spidsen for Ginetta Junior Cup Danmark står den nyudnævnte promotor og tidligere DTC kører, Tommy Schröter. Allerede den 16. august kan alle unge kørere mellem 15 – 21 år prøve den nye Ginetta G40 racer, ved en officiel fabriksstøttet testdag på Padborg Park banen i Sønderjylland.

Officiel Ginetta testdag den 16. august på Padborg Park!
Den test chance er der allerede to unge kørere der har taget i mod, nemlig de to unge danske 1600 Challenge kørere; 16 årige Frederik Mortensen og 15 årige Frederik Vodder. Med sig har de to tidligere kartingkørere drømme om en motorsportskarriere, der med Ginetta Junior Cup Danmark pludseligt er blevet realistiske, med lavt budget og intens talenttræning allerede fra den 1. november i år.

Ginetta Junior Cup Danmark vil fra 2012 være Danmarks eneste klasse, som er skræddersyet til unge talenter fra ind- og udland. Med eliteinstruktører tilknyttet, så man også udenfor banen bliver opkvalificeret rent mentalt, fysisk, køreteknisk og mediemæssigt.


En ganske særlig Ginetta G40, vinderen af sin klasse i 24 timers løbet BritCar.
(Foto: Gary Parravani, Xynamic Motorsport Photography )

Det er ikke nødvendigt med forudgående motorsportserfaring, grundtanken med den nye serie er at tilbyde alle en seriøs mulighed for at prøve talentet af i en rigtig racerbil. Serien køres med 150 hestekræfter stærke Ginetta G40 racerbiler, de er baghjulstrukne, med slicksdæk og med sekventiel gearkasse. Kort sagt en rigtig racerbil!

Tommy Schröter: Fra 15 år og til Le Mans!
”For mig er det en ny chance for at give tilbage til den motorsport, som har givet mig så meget,” forklarer seriens promotor Tommy Schröter. ”Give unge mennesker chancen for at nå det, som jeg ikke selv nåede i min karriere. Og samtidig sikre at de unge talenter er bedre rustet end jeg var, give dem de nødvendige redskaber for at klare sig i konkurrencen både på banen, men også udenfor.

”Det er jo ikke kun racerkørere, som vi fokuserer på i Ginetta Junior Cup Danmark. Men alle unge mennesker med en drøm om at blive mekanikere, ingeniører, teamchefer og andre med tilknytning til sporten. Når man har prøvet det på sin egen krop, ved man senere i karrieren hvordan det opleves for køreren inde i bilen.”

”Mit coachingforløb med de to unge 1600 Challenge kørere, Frederik Mortensen og Frederik Vodder, har virkeligt motiveret mig. De to unge mennesker giver så meget igen, på så få input. Stopuret lyver ikke, Frederik Mortensen vandt endda et løb i sidste løbsweekend i 1600 Challenge!” ”Som tilskuer kan man også glæde sig til næste år, for vores intensive træningsprogram vil helt givet give tættere løb, og bedre konkurrence om placeringerne. Ganske simpelt fordi vi arbejder målrettet med hver enkelt kører, så talentet vil få bedre kår. Og derfor vil der ikke være så stor afstand mellem den hurtigste, og dem der ligger længere nede i feltet. Ingen overlades til sig selv, hvis resultaterne ikke kommer som ventet.”


En Ginetta G40 set indefra, en rigtig racerbil!
(Foto: Gary Parravani, Xynamic Motorsport Photography )

”Så jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang, vores officielle testdag den 16. august på Padborg Park bliver første milepæl. Ginetta fabrikken i England kommer med 2 G40 racere, og hele fabriksteamet. Jeg håber at rigtigt mange lægger vejen forbi, og prøver vores håndbyggede engelske sportsvogne af!”

”Det er ikke tilfældigt, at vores vision hedder: Fra 15 år og til Le Mans!”

Frederik Mortensen og Frederik Vodder – 2 unge Ginetta testkandidater
”Det er en fantastisk ide!”, forklarer den 16 årige nyslåede 1600 Challenge løbsvinder, Frederik Mortensen. ”Indtil nu har der kun været mulighed for at komme ud at køre Formel Ford, og at gå formelvejen er ret dyrt. Og hvad skal man så derefter?”

”Vil man ud at køre standardvogne, så er der ikke rigtigt nogle muligheder for en ung kører fra Danmark. Jeg har sagt ja til at teste den nye Ginetta G40 sportsvogn, fordi det kan give mig en vej til at få en karriere som jeg kan leve af. Det er mit mål!”

15 årige Frederik Vodder kører ligeledes i 1600 Challenge klassen, også han har valgt at deltage i den fabriksstøttede testdag på Padborg Park.

”Jeg kender serien promotor, Tommy Schröter, fra en racecamp på Padborg Park, hvor han underviste os unge kørere,” forklarer Frederik Vodder. ”Det gav mig nogle forbedrede resultater, hvor jeg kunne slutte i top tre i de efterfølgende løb.”


Promotor Tommy Schröter i samtale med Ginettakører Greg Mansell
(Foto: Gary Parravani, Xynamic Motorsport Photography )

”Så at han er foregangsmand for Ginetta Junior Cup Danmark, betyder for mig at det er et seriøst projekt. Det er en lækker bil den Ginetta G40, med baghjulstræk og sekventiel gearkasse, en rigtig racerbil. Sådan noget har vi ikke herhjemme ellers, så jeg glæder mig rigtigt meget til at prøve den på Padborg Park!”

Tilmeld dig testen, tilmelder du dig senere klassen får du testen betalt!
Er du mellem 15 – 21 år, har du altid haft en drøm om at prøve en racerbil der fra bunden er bygget til baneløb, så kontakt promotor Tommy Schröter på telefonnummer 29 41 65 68, eller via mail på ts@drive4fun.dk .

Ginetta fabrikken kommer med 2 Ginetta G40 racere, samt fuld support med mekanikere. Testen koster 2800,- kr. plus moms. Forsikringen er betalt af Ginetta Junior Cup Danmark, men der er stadig en selvrisiko, for at sikre ansvarlig kørsel. Vælger du efterfølgende at tilmelde dig 2012 serien, vil testomkostningerne blive refunderet.

Næste testsession forventes at foregå på den engelske Formel 1 bane Silverstone, ved overlevering af 2012 seriens racerbiler!
Læs mere på seriens officielle website: www.ginetta.dk

Gripping Media ApS


Læs mere om:
  • Frederik Mortensen
  • Frederik Vodder
  • Tommy Schröter
  • Padborg Park

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde