Special Saloon Car SS2   26/04/11

ProRacing præsenterede ny hovedsponsor
Op til sæson 2011 er der sket lidt ændringer i Honda ProRacing. Ikke så meget med bilen, men mere på det team og sponsormæssige.
Der er kommet ny hovedsponsor, nemlig MPM Oil, og så er der indgået en aftale om teknisk support fra Hartmann Racing.

”Vi er et lille privat team, og det betyder utrolig meget for os, at få mulighed for at trække på noget af den enorme viden der er i Hartmann Racing” fortæller Jakob Borum. Udover ny hovedsponsor er også Aubo køkken & bad og Danglas i Viborg kommet ind i teamet som sponsorer.

Feltet i Special Saloon Car er i 2011 både stort, spændende og varieret, og ikke mindst i klasse 2 hvor ProRacing kører. Her er der kommet 3 deltagere direkte fra DTC 2010, og det kommer helt sikkert til at give endnu bedre ræs, og endnu mere konkurrence.


Godt at få racerbilerne ”på græs” igen!
(Foto: www.keldolfert.dk)

Op til weekenden, var bilen blevet grundigt gennemgået, men udover en ny splitter og lidt forbedringer i undervogn og bremser, er det den samme bil som sluttede så flot af på Padborg i 2010. I det første træningspas om fredagen blev det kun til 6 omgange, så sprang kileremmen, og dermed stoppede vandpumpen, og motortemperaturen steg fra 82 °C til 117 °C på under 1 minut.

Til tidtagningen gik det som forventet, og med en startplacering som nummer 11 ud af de 22 startende biler, lykkedes det at komme i den øverste halvdel af feltet. Heat 1 gik rigtig godt, idet både Kim Morgan og Christian Vejby blev overhalet allerede på første omgang. Det lykkedes at holde de 2 konkurrenter bagved, indtil 5 omgang hvor Borum blev skubbet på vej ud af hesteskoen, hvilket resulterede i at Honda Integraen i bogstaveligste forstand kom på græs. Resultatet blev en samlet 10. plads og en 3. plads i klasse 2.


Tæt kamp mellem Jakob Borum og de 2 BMW’er med Kim Morgan og Christian Vejby.
(Foto: www.keldolfert.dk)

Op til heat 2 viste Honda ProRacing’s akilleshæl sig igen – den ene trækaksel ”hoppede” ud af position, og det betød, at Borum ikke nåede frem til starten. Han nåede akkurat heller ikke at starte fra pitten, da den førende bil kørte over målstregen 2 sekunder før Borum kom på banen, og det giver desværre sort flag.


Honda Integraen ligner sig selv her i 2011.
(Foto: www.keldolfert.dk)

”Vi ved at vi ikke er hurtigst på Jyllandsringen, men vi havde dog håbet på lidt flere point end det vi fik denne weekend” slutter en ærgerlig Borum af.

Om 5 uger går det løs igen på Padborg Park, og det bliver garanteret spændende. Vi ses.

Honda ProRacing, www.proracing.dk
Keld O. Dohm


Læs mere om:
  • Jakob Borum
  • Honda ProRacing
  • Jyllandsringen
  • 23/04/11 - Jyllandsringen - Special Saloon - DM

  •  
    Reklamer

    Peugeot Holbæk


    Peugeot Roskilde