Clio Cup - DK   21/04/11

Christensen og Kristensen tørner ud i ny duel
Clio CupDer er lagt op til en ny, tæt og nervepirrende duel, når kampen om årets Tegee-Dan Clio Cup Danmark begynder i påsken. Michael Christensen, Varde, og Jacob Kristensen, Selling, er i hvert fald klar til ny kamp i Danmarks hurtigste mærkeklasse, der sæsonstarter med årets to første løb lørdag på FDM Jyllandsringen.

”Jacob bliver den, jeg frygter mest,” siger den regerende mester, Michael Christensen. ”I år kommer der nogle kørere til i klassen, og det skal bl.a. blive spændende at se, om Kim Lund i løbet af sæsonen kan finde de samme takter, som gjorde ham til vinder i Advan Cuppen. Men her ved Åbningsløbet er det helt sikkert Jacob, jeg frygter mest.”

”Jeg vil i hvert fald gøre mit til, at jeg kan køre fra Michael,” siger Jacob Kristensen, der efter en tredjeplads i 2009 og en andenplads sidste år ikke forventer, at han pr. automatik kan tage det sidste skridt op på podiet, når året er omme. ”Der er intet, der er givet i denne klasse, for konkurrencen er hård.”

Det er dog ikke givet, at Michael Christensen og Jacob Kristensen kan få tingene for sig selv i toppen af feltet i Tegee-Dan Clio Cup Danmark. Sidste års løb viste nemlig, at klassen er overordentlig tæt, og hvor flere kan gøre sig gældende.


Christian Jensen og Jan Seerup er blandt dem, som genoptager kampen i påsken i Tegee-Dan Clio Cup.
(Foto: Morten Alstrup)

Christian Siepmann, Århus, er måske køreren med det største forventningspres på sig. Han gik nemlig ud og kørte en tredjeplads hjem i sin debutsæson, så han får noget at leve op til. Martin Frederiksen, Odense, og Jan Engelbrecht, Virum er to af de kørere, der vil gør alt for at gøre ham rangen stridig og komme frem i feltet, mens Jan Seerup, Greve, i denne sæson kan koncentrere sig om at køre racerbil. Han er nemlig blevet en del af DK Motorsport, der er regerende mestre i langdistancesporten, hvorfor han har kunnet lægge titlen som teamchef og mekaniker fra sig.

Åbningsløbet i påsken på FDM Jyllandsringen er den første af i alt syv afdelinger, der indgår i Tegee-Dan Clio Cup Danmark.

Tegee-Dan Clio Cup Danmark

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Christian Jensen
  • Jacob Kristensen
  • Jan Seerup
  • Michael Christensen
  • Jyllandsringen
  • 23/04/11 - Jyllandsringen - Clio Cup - DK

  •  
    Reklamer

    Peugeot Roskilde


    Peugeot Holbæk